| 714 | Værdien af Gesta Danorum. |
kommen Frihed og Ynde i det fremmede Klædebon, som han svøber om sit danske Legeme i folderige Bugtninger, tidt med altfor stor Sirlighed, som oftest dog skønt og vekslende og med den mærkeligste Lethed til at finde det passende Udtryk for, hvad han vil sige. Mest fremmedartet forekommer det os, naar han gengiver de ordknappe, vægtige nordiske Vers i bred Omskrivning og i den latinske Oldtids med stor Kunst varierede Versform. Ingensteds digter han dog Sange paa egen Haand, han siger selv, at han kun gengiver, hvad han har forefundet.
En Forfatter, som har sin Styrke i den malende Skildring, en Historiker, som er behersket af en livlig skabende Fantasi, en Stilist, som bevæger sig i et fremmed Sprogs Oldtidsdragt — saa-danne Evner og Egenskaber kunne være farlige for den, der dog i første Række skulde fortælle sandt om Fortiden. Det vil ikke være vanskeligt at vise, hvordan disse Fortrin ogsaa have avlet Værkets Fejl. Det er jo dog først Aarstallenes haarde Virkelighed, der giver Historien den faste kronologiske Underbygning, som hindrer Forrykkelser og en Omstilling af Aarsag og Virkning. Saafremt Saxo havde nøjagtigere læst de fremmede Aarbøger, vilde han dog vel være bleven Vikingetiden vaer som en særlig Periode af Danmarks Historie, medens han nu skildrer den hele Oldtid som en uafbrudt Søtogternes Tidsalder. Hans Fantasi har bemægtiget sig saa stærkt det Stof, han forefandt, at en Kildes Beretning, en Lovregel eller et Brev aldrig af ham gengives i ordlydende Form; det omsættes til hans gængse Stil. Ogsaa for den rige gælder Begrænsningens Kunst, men Saxo har i sin Velstand paa Udtryk og Vendinger jævnlig ikke kendt Maal og Grænse, han gentager ofte et Udsagn i omskrivende Former, saa at Friskheden kvæles og Bredden tilintetgør Kraften.
Det vilde være urigtigt at sige, at Saxo ikke har kendt kritisk Forskning. Der findes lidet i hans Værk, som er værdiløst, og han har aabenbart vraget mellem alt, hvad der fortaltes ham; paa flere Steder udtaler han ogsaa Dadel over andres Opfattelse. Imidlertid vil man rundt om i hans Bog træffe Fejltagelser, som vel ere forstaaelige efter hans Arbejdsmaade, men for hvilke han ved omhyggeligere Sigtning kunde have frigjort sit Værk.
Paa Island og i Norge var man ikke bleven europæisk som i Danmark. Den altid levende historiske Sans og den omhyggelig bevarede Tradition havde paa Island allerede paa Valdemarstiden sat Frugt i historiske Sagaer paa Modersmaalet. Her var mange om Arbejdet, hver fortalte en enkelt Konges eller Families, et enkelt
