| Snorre og Saxo. | 715 |
Tidsrums eller Landskabs Historie, medens Saxo var ene og skrev Folkets Historie gennem alle Tider. Men paa Saxos Tid levede — om end født nogle Aartier efter Saxo — den Mand, der naaede Højdepunktet for denne Historieskrivning. Snorre Sturlassøn var ikke som Saxo en ukendt Klærk uden Rolle i Samtidens Historie, han var tværtimod den mægtigste Personlighed i det islandske Samfund og deltog i Bestemmelsen af Øens Skæbne. Han var paa sin Maade lærd og belæst, men om han forstod Latin, er tvivlsomt. Snorre Sturlassøn stod ikke over for den Opgave som Saxo at skulle selv indsamle alt Materiale, thi der forelaa allerede før ham en rig Litteratur, men meget maatte han dog finde, alt skulde han kritisk sigte og gennemtrænge med sin egen historiske Forstaaelse og psykologiske Opfattelse. Og her viser Snorres Overlegenhed over Saxo sig i den skarpe Kritik, i den gennemførte Orden og gode Komposition. Ikke blot har han en fastbygget Tidsfølge og angiver overalt Tidsafstande, han har Slægtregistre — hos Saxo høre vi ofte, at en Person er af gammel ædel Herkomst, men næsten aldrig gives et Stamtræ. Snorre inddeler nøjagtigt og henviser i sin Skildring til, hvad der var eller vil komme, hvilket næsten aldrig sker hos Saxo. Medens store Bestanddele af Snorres Tekst ere fra tidligere Sagaer ordret optagne i hans Værk, er hos Saxo alt blevet omsat i hans Stil. Og medens Snorre i det hele følger en Stilform, som var bleven egen for Sagaerne, har Saxo uagtet al sin Læsning og alle Laan fra Latinen sin egen selverhvervede Stil. Snorre tegner med glimrende psykologisk Sans overalt Menneskeskikkelser, som leve og forstaas, han følger jævnlig Personen fra Barndommen indtil Døden, medens Saxo sædvanlig kun skildrer os med klare og fine Træk den fuldt udviklede Personlighed. Saxo udmaler Situationen, men han lægger mindre Vægt paa dens Forberedelse, dens Aarsag og Følger.
Saaledes ser Snorre paa Fortiden som den kloge, modne Dommer, medens Saxo, der i saa meget lægger en Ungdommens Naivitet og dens Ensidighed for Dagen, er den entusiastiske, fantasirige Fortæller. I Heimskringla er der mere tragisk Højhed, men Saxos Værk er til Gengæld uvurderligt ved dets umiddelbare lyriske Varme, ved dets Strejfblink hen over alle Samfundslivets Forhold og ved at være den enestaaende Fundgrube til Kundskab om Danmarks Fortid og om mange Sider af Nordens Historie.
