| 716 | Forandringer i Sprogets Lydforhold. |
Hvordan Sproget havde forandret sig, vil man kunne se af de gamle Landskabslove. De findes kun i Haandskrifter fra en hundrede Aar senere Tid, men Love tale gerne mere gammeldags end andre litterære Minder, saaledes at vi vistnok i dem træffe netop Sproget paa Absalonstiden. Imidlertid maa man skelne mellem, hvorledes der taltes i Landets forskellige Egne. Det var Jyderne, som var naaet videst i Omdannelse af Sproget og som stærkest vare skredne frem mod den nyere Tids Former og Maade at bygge Sætningen paa, hvorimod Skaaningerne mest vare blevne ved det gamle, og Sjællænderne havde et Standpunkt midt imellem Fastlandsboerne i Vest og Øst.
Med Hensyn til Lydene var der foregaaet den Forandring, at de fleste Tvelyd (Diftonger) vare gaaede tabt; man sagde sten, lösæ, eth (i Oldnordisk steinn, leysa, eiðr), ja der fandtes næsten ikke Tvelyd i Sproget, idet man endnu havde bevaret Konsonantlyd i Ord som högh (Høj), vægh (Vej). Endnu holdt man fast ved p, t, k i Efterlyd og sagde tapæ, bitæ, sökæ, der i den senere Middelalder blev til tabe, bide, søge. Den saakaldte u-Omlyd var næsten helt gaaet tabt, land hed i Flertal land, ikke lönd; af i-Omlyd kunde man høre paa Jydsk fær, gær, gængær, saaledes som det endnu lyder i enkelte jydske Dialekter ved Siden af faar, gaar, ganger, medens de sjælden forekom andensteds. Skaansk havde endnu i Endelserne bevaret -a, -i, -u (gamal man, gamul kunæ), medens Sjællændere og Jyder havde det ene -æ (gamæl). th- (for det tidligere þ) i Forlyd vidnede om, hvorledes denne Lyd endnu stadig hørtes (thet thorp, den Torp, thingliusæ). Stødtonen, der er saa ejendommelig for moderne Dansk, havde næppe endnu uddannet sig.
Ordenes Bøjningsformer vare blevne langt færre end i det gamle Sprog. Kun i Skaane fandtes endnu Kasusendelserne helt bevarede hos Adjektiverne (fuldær, takæ arf fullæn, til fulz). Hvad Substantiverne angaar, havde man i Skaane stundom bevaret Nominativmærket -r (thiufær, Tyv); Dativmærket var uden for Skaane kun bevaret i enkelte staaende Udtryk, hvor vi endnu den Dag i Dag kunne høre det (a thingi, til huse, at aræ). Verbernes Personbøjning var saa at sige ophørt, dog kunde man til Nød rundt om i Landet
