| 728 | Markgrev Ottos Angreb paa danske Besiddelser. |
og Markgrev Otto benyttede sig af Lejligheden til at falde ind i Pommern og bemægtige sig en Del af de Lande, som stode under dansk Højhed. Dette maatte hævnes, og næste Aar lod Knud derfor en Flaade ruste og tilkaldte Hjælpeskarer fra Rügen, fra Polaber og Abodriter. Anføreren var Biskop Peder af Roskilde, som drog frem gennem Oderlandet. Markgreven havde imidlertid samlet en stor Hær, og det kom til alvorlige Kampe, der bragte begge Parter Tab. Biskop Peder blev saaret og fanget, hans Broder Thorbern dræbt. Var end saaledes Krigens Resultat utilfredsstillende for begge Parter, havde Otto dog vundet en kostbar Fange, for hvis Udløsning der formentlig maatte gives mange tyske Fanger eller overdrages meget vendisk Land. Bisp Peder var ved sit Saar bleven kastet paa Sygelejet; snildt lod han som om Sygdommen var langt alvorligere end den i Virkeligheden var. Markgrev Otto blev nu angst for, at han skulde blive anklaget for Overlast mod en Biskop, og derfor lod han ham nyde større Frihed. Heraf benyttede Peder sig til at bestikke sin Fangevogter, der hjalp ham paa Flugt, saaledes at han uskadt vendte hjem til sit Stift.
Den følgende Vinter var skrap og kold. Markgrev Otto og Grev Adolf III af Holsten benyttede sig af, at Floder og Søer vare tillagte, til at drage hærgende gennem deres vendiske Fjenders Lande og ligeledes Tribsees, der stod under Jarimar; de tænkte endog paa at gaa over Isen til Rügen, men et indtraadt Tøvejr hindrede denne Plan.
Grev Adolf var en mærkelig urolig og ærgerrig Natur. Han havde som ung Mand kæmpet for Henrik Løve, men da Hertugen engang forlangte nogle tagne Fanger udleverede til sig, brød han trodsig med ham og gik i Kejserens Tjeneste. Adolf havde stadig Udvidelsen af sin Magt til Maal, Krig var hans Lyst, i Tapperhed satte han den højeste Ære, medens han forsømte den langsomme Arbejden sig frem ad de fredelige, vel overlagte Planers Vej. Med sit Gods holdt den pragtlystne Fyrste heller ikke til Raade, og Tanken om alt det store, han i sin Ærgerrighed stræbte mod, lod ham tabe Synet for, hvad det var ham muligt at naa.
I og for sig var hans Grevskab jo ikke stort, og han havde lidet velvillige Naboer om sig. Ditmarsken stod under dansk Højhed, det vigtige Grænsepunkt Rensborg var ganske vist i hans Eje, men Danskerne vilde sikkert eftertragte det, Hamburg hørte under ham, og han havde visse Indtægter af den i øvrigt frie Rigsstad Lübeck. Lauenburg hørte derimod under Henrik Løves Sønner,
