| Tyskland delt mellem Filip og Adolf IV. | 729 |
hvem Adolf stadig fortrædigede; de meklenburgske Lande stode næsten helt under Danmark.
Under Kejser Frederik og under Sønnen Henrik havde den Fare, som kunde true Danmark fra Tyskland, været fjern, fordi disse Fyrster havde været saa godt som udelukkende optagne af Kampe i Italien eller dog af allehaande Forhold i de sydlige Dele af deres store Rige. Efter Henrik VI’s Død (1197) fulgte en Strid om Tronfølgen, som skulde strække sig gennem et Aarti og spalte Riget i en hohenstaufisk og en welfisk Del. Kejser Frederiks Søn, den milde, fint dannede og kloge Filip, blev taget til Konge af alle Rigsfyrster og Bisper i det østlige og sydlige Tyskland og søgte sin Støtte i Forbund med Frankrigs Konge, medens Henrik Løves Søn Otto trodsigt hævdede sig som Konge i Nordvesttyskland, ved Rhinen og i Flandern med et Hovedstøttepunkt i Køln og hjulpet af sin Morbroder, Englands Konge. Her i Norden tragtede Fyrsterne efter at bevare en selvstændig Stilling over for Rigets Hersker, medens man i Syden bedre havde forstaaet den tyske Kongemagts og Kejsermagts store Betydning og Opgave. Saaledes kunde Danmark ved Spliden i Naboens eget Hus fremdeles være sikker for Angreb Syd fra.
Adolfs stadige Fjendskab mod Danmark fortjente imidlertid at tugtes, og Kong Knud forberedte et Tog. Dette kunde ikke undgaa Adolfs Opmærksomhed, han fik kaldt mange af sine tyske Venner til Hjælp. De samlede deres Skarer ved Ejderens Sydside, medens Kong Knud og Valdemar stode med deres Hær paa den nordlige Bred, ingen af Parterne vovede dog at angribe, og Faren drev over for denne Sommer (1199). Da Adolf midlertid næste Foraar tog fat paa at genopbygge Rensborgs forfaldne Fæstningsværker, samlede Knud og Valdemar atter Hæren ved Ejder. Nu indsaa Adolf, at det var ham umuligt at holde Stand, og indgik en Overenskomst med Kong Knud, hvorved han overlod ham Borgen paa Ejderøen imod at faa Fred for sit Land. Knud tog fat paa at færdiggøre Rensborgs Fæstning og lagde en betydelig Besætning i den; ved en bred Bro blev den forbundet med Bredden baade paa slesvigsk og paa holstensk Side, saa at det havde Udseende af, at Kongen havde skabt sig en bred Landevej til Holstens Indre.
Grev Adolf var heldigere imod Syd. Lauenburg var den eneste Fæstning i Nordalbingien, som man havde ladet Henrik Løve beholde, men Grev Adolf fortrædigede Byen paa alle Maader; nu lod han endog Skibe fra Hamburg føre derhen for at afspærre
Danm. Riges Hist. I 92
