| 730 | Grev Adolf belejrer og erobrer Lauenburg 1200. |
den og angribe den fra Flodsiden. Byens Levnedsmidler slap op, men hellere end at overgive sig til den forhadte Greve vilde Besætningen stille sig under Kong Knuds Varetægt, hvorom de hemmelig sendte Bud til Kongen. Denne gav Radulf, en holstensk Adelsmand, der opholdt sig ved Hertug Valdemars Hof, det Hverv at tage imod Borgen paa den danske Konges Vegne og at hejse det danske Løvebanner. Ved Efterretningen om de førte Forhandlinger tog Adolf imidlertid kun desto ivrigere fat paa Belejringen og tvang den udhungrede Besætning til Overgivelse.
Dette Held blev farligt for Adolf ved i høj Grad at ægge den danske Konge. Adolf havde desuden i Forening med sin Slægtning Adolf af Dassel, som ved Ægteskab var bleven Herre over Ratzeburg, hærget Ditmarskernes Lande, fordi de havde stillet sig under Danmark, og derved givet yderligere Anledning til Krig. Det var saa meget mere uforsigtigt af ham at udæske til en saadan, da han havde opbragt mange af de holstenske Stormænd ved haard Fremfærd imod dem, hvorfor de, som den nævnte Radulf, vare flygtede til Hertug Valdemar i Slesvig.
Knud besluttede at vende Vaabnene først mod Adolfs Vaabenfælle, idet han lod Borvin og Niklot gøre et Indfald i Ratzeburg. Det kom til et alvorligt Sammenstød, hvor Venderne mistede deres gode, i høj Grad afholdte Fyrste Niklot; de bleve derved bragte i et saadant Raseri, at de anrettede et frygteligt Blodbad paa Fjenden, syv Hundrede faldne laa paa Slagpladsen. Det blev skæbnesvangert for Grev Adolf af Dassels hele Stilling, da hans ukloge Adfærd havde medført Ulykken.
Grev Adolf af Holsten, som havde været en tro Tilhænger af Stauferne, gjorde under disse Trængsler pludselig omkring og sluttede sig til Welferne, men Vendingen bragte ham ikke den mindste Frugt. Det Angreb fra de Danskes Side, som aabenbart var i Vente, skulde først komme nogle Maaneder senere, midt under den ellers saa fredelige Høstfisketid.
Medens i September 1201 de lybske handlende vare fuldt optagne af Fangsten ved Skanør, lod Kong Valdemar lægge Beslag paa deres Skibe, alt deres Gods og Indkøb; flere af Lübeckerne bleve holdte i Fangenskab. Samtidig faldt Hertug Valdemar over Ejder ind i Holsten og slog Adolf fuldstændig, saa at han maatte flygte til Hamburg. Det aabne Land kom saaledes i Valdemars Vold, og han søgte ogsaa at bemægtige sig Fæstningerne. Itzehoe faldt let i hans Magt, Segeberg og Travemünde lod han indeslutte.
