| 732 | Kong Ottos Sammenkomst med Hertug Valdemar. |
Hertug Valdemar synes hidtil at have handlet alene paa sit Lands Vegne og som sin Konges Mand; man mærker intet til, at han søgte Forbund med et af de store Partier, hvori Tyskland var delt. Nærmest maatte dog vel de Danske staa Welferne. Det mærkes da ogsaa fra nu af bestemt, at Knud og Valdemar efter at have gjort sig til Herrer paa tysk Grund søgte at træde i Forbindelse med Henrik Løves Sønner.
Nytaarsdag 1202 ankom Kong Otto og hans to Brødre Pfalz-greve ved Rhinen Henrik og Vilhelm af Lüneburg til Hamburg, hvor Hertug Valdemar da var. Her blev der truffet Aftale om et Dobbeltægteskab, idet Valdemar skulde ægte en Datter af Pfalz greve Henrik, medens Valdemars Søster Helene skulde gives Vilhelm til Hustru. Det første Ægteskab maatte dog, da Bruden var et Barn, udsættes til Fremtiden — og kom aldrig i Stand — men allerede nogle Maaneder senere holdt Vilhelm i Hamburg Bryllup med Helene, som fik en rig Medgift.
Der var, som foran sagt, endnu tre befæstede Punkter tilbage at erobre, inden hele Nordalbingien kunde siges at være Danmark underlagt; ogsaa de skulde falde, det sidste dog først efter at Valdemar var bleven Danmarks Konge.
Kong Knud aflagde i Sommeren 1202 et Besøg i sit nye Land. Han blev modtaget med megen Højtidelighed i Lübeck, og Glæden blandt de Danske blev saa meget større, som Travemünde samme Dag overgav sig til ham. Efter at Knud var draget hjem, fortsatte hans Broder Belejringen af Lauenburg og Segeberg, hvilken sidste By overgav sig netop som Budskabet om Kong Knuds Død indløb. Da Valdemar næste Sommer som kronet Konge kom til Nordalbingien, maatte Lauenburg overgive sig.
Kong Knud var død netop som en ny Periode af Valdemarernes Tidsalder var ved at udvikle sig, men hans Bortgang standsede ikke Begivenhederne eller havde nogen Indflydelse paa deres Forløb. Det store, som var sket under hans Regering, syntes i det hele kun i ringe Grad baaret af Kongens Person. Og dog havde Knud været en tapper og anset Regent. Ifølge Svend Aagesøns Beskrivelse var Knud en smuk Mand, høj af Vækst — af Rester i hans Grav i Ringsted kan ses, at han har maalt halvsyvende Fod — han kalder ham tapper, from og kysk. Skønt Knud ogsaa i sin senere Regeringstid foretog Hærtog, synes det dog sikkert, at krigersk Gerning, i alt Fald da han blev ældre, ikke laa ham særlig paa Hjerte; han
