| 734 | Absalons Død. |
Sundet, men i Familiens fredelige Kloster, at Absalon sluttede sit Livs Dage. Han blev syg i Sorø og sov hen den 21. Marts 1201. Forinden havde han i Overværelse af sin Broder Esbern, Klosterets Abbed Gaufred, flere Kanniker fra Lund og andre Gejstlige og verdslige taget Bestemmelse om, hvorledes hans efterladte Gods skulde fordeles. Optegnelserne herom ere bevarede, og mange af Bestemmelserne kaste Lys over den mærkelige Mand. Alt sit Fædrenegods gav han til Sorø Kloster med Undtagelse af Fjennetslev, som Broderen Esbern skulde arve, ligeledes fik Aas Kloster i Halland og Kannikebordet i Lund Jordegods. Til Kong Knud gav han et med mærkelig Kunst forarbejdet Drikkekar af Sølv og til hver af sine Slægtninge Guld- og Sølv- sager, saaledes fik Fru Margrete to Bægere fra rügenske Afgudstempler. Sine gejstlige undergivne betænkte han med Kapper og Tæpper af Maar-eller Lækat-Skind og andet kostbart Foerværk. Til forskellige Kirker og Klostre, ogsaa til Klostrene i Cluny og Clairvaux, gav han Penge eller Sager af Sølv eller Guld, endelig paabød han, at nogle trælbundne — som det synes Straffefanger — skulde gives fri.
Disse Optegnelser give os Billedet af en Mand med Tanke for Konge, Kirke og Slægt, for de mægtige som for de tjenende. Til mangfoldige har Absalon været knyttet med Venskabsbaand, kun faa havde under hans lange Levetid været hans Fjender, selv om ikke alle forstode hans Iver for Land og Folk. Inden for de Gejstliges Rækker har han næppe haft nogen Modstander, og det er
261. Kalk af Sølv fra Absalons Grav 1), ½.
1) Ved Aabningen af Absalons Grav i Sorø Kirke 1827 fandt man Rester af hans Legeme hvilende i en Blykiste. Skeletdelene viste, at han maa have haft en Højde af o. 73 T.; paa Hagen synes han at have baaret Skæg. Enkelte Dele af den smuldrede pragtfulde Dragt og af Bispehuen vare endnu til Stede; paa Fødderne bar han Sandaler. De sammenfoldede Hænder omfattede en Sølv-Alterkalk, hvori var lagt en Guldring med en Safir, i den højre Arm hvilede en Bispestav af Hvalrostand.
