Hertug Valdemar blev taget til Konge med fuld Enstemmighed af det danske Folk, og allerede Juledag 1202 kronedes han af Ærkebisp Anders Sunesøn i Lunds Domkirke.
Valdemars første Opgave maatte være at gøre Ende paa Lauenburgs utaalelige Modstand. Med alle sit Lands gejstlige og verdslige store, med en Hær af Danske samt af holstenske og vendiske Vasaller stævnede han til Elben. Efter i Lübeck at være hilset som Nordalbingiens Herre lod Kongen alle disse Skarer lejre sig om den standhaftige Borg. Maskiner og Blider kom i travl Virksomhed, og dog trak Belejringen ud. Omsider indlode Forsvarerne sig i Forhandlinger om Overgivelse paa Betingelse af, at Grev Adolf blev frigivet af sit Fangenskab, for hvilket jo Borgerne i væsentlig Grad havde Ansvaret. Ærkebisp Anders, hans Broder Peder og de øvrige Bisper og store raadede Kongen til at gaa ind paa de fore-slaaede Vilkaar, og saaledes blev da omsider Borgen overgivet, imod at Grev Adolf fik sin Frihed, dog skulde han til Pant paa, at han vilde holde sig rolig, stille for 10 Aar tolv Gisler, hvoraf to vare hans Sønner (1203).
Grev Adolf drog saa fra det danske Fængsel til sit Stammegrevskab Schaumburg ved Weser. Her døde han (1225) uden at have genset Landet hinsides Elben.
Paa den Tid har Valdemar ogsaa søgt at sikre sig over for Tysklands Hersker. Det kom til Forhandlinger mellem ham og Otto IV, hvem Valdemar synes at have anerkendt som Konge over Tyskland, medens Otto har givet Afkald paa alle Rettigheder over
