Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/772

744

Dronning Dagmar der.

den slynger sig det rige Blomsterflor fra en af vore skønneste Folkeviser. Med Poesiens egen ubekræftede Sandhed fortælles der her om Kong Valdemars store Sorg og om Dronning Dagmars kærlige Sind og ydmyge Fromhed under hendes sidste Sygeleje. Dronning Dagmar sender Bud til alle de Fruer, i Danmark ere, om at staa hende bi under hendes Sygdom, thi hun pines saare. Liden Kirsten læser op af St. Mariæ Bog, men Lidelserne blive stadig værre, og ingen af Fruerne kunde hjælpe hende, ja ingen af de Mestre, i Verden ere, kunde raade hende Bod. Saa lod hun sende Bud efter sin Herre, og da Kong Valdemar faar Meldingen, sadler han sin Hest og rider ustandset af Sted; de hundrede Svende, der fulgte med ham fra Roskilde, maalte snart give tabt for hans djærve Ridt, og da han kom til Ribe, var kun een Svend ved hans Side. Medens Valdemar red op ad Stræde, døde Dronning Dagmar i Liden Kirstens Arme. Kongen træder ind ad Døren og faar det sørgelige Budskab, at Dagmar er død, men en Søn er født, som de have skaaret af Dagmars Side. Valdemar knæler ved Lejet, han faar Fruer og Møer til sammen med sig at bede en Bøn om, at Dagmar endnu engang maa tale med ham:

Dronning Dagmar rejser sig af Baaren op,

hendes Øjne var blodige røde:

»O ve, O ve, min ædelig Herre,

hvi gjorde I mig den Møde?

Den første Bøn, jeg Eder beder,

den vider I mig saa gerne:

alle fredløse Mænd dem giver I Fred,

og lader alle Fanger af Jerne!

Den anden Bøn, jeg Eder beder,

den kommer Eder selv til Fromme:

I lover ikke Bengærd efter mig,

hun er saa bedsk en Blomme.

Den tredje Bøn, jeg Eder beder,

den vider I mig saa gerne:

lader I Knud, min yngste Søn,

og Konning i Danmark være!

Havde jeg ikke mine Ærmer om Søndag snørt

og ikke Striger 1) paa sat,

da havde jeg ikke i Pinen brændt

hverken Dag eller Nat.«

1) Streger, Bræmmer; dog vist snarere Striket, finere Hovedklæde.