Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/773

Biskop Valdemar løsgives af sit Fangenskab 1206.

745

Dronningen sig om Øjen strøg,

hendes Kinder gjordes meget hvide:

»Nu ganger Himmeriges Klokker for mig,

jeg maa ikke længer bide [bie]«.

Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar.

Naar vi lade den skarpe historiske Virkeligheds Lys falde paa den skønne Fortælling, maa vi erkende, at vi intet veed om, at Dronning Dagmar er død i Barselseng, eller om at hun har været Moder til en Søn Knud.

I mere end et Aarti havde Biskop Valdemar sukket i Fængsel. For mange af Kirkens Mænd hjemme og ude har det sikkert været en pinlig Tanke, at en Biskop stadig sad i Fangebaand. Men allermest maatte dog Pave Innocens i sin himmelhøje Stræben føle det som et Skaar i »Kirkens Frihed«, at en Biskop uden at være fældet ved en gejstlig Domstol sad med Lænker om Fod og Haand. Paven indledte derfor ogsaa Forhandlinger med Kong Valdemar, men denne maatte fordre Sikkerhed for, at Bispen, hvis han lodes fri, blev anbragt paa et Sted, hvor han ikke kunde skade Riget og ikke fandt Tilhold hos dets Uvenner, Kong Filip af Frankrig eller Filip »Hertug af Schwaben«. Da nu Valdemar holdt Bryllup med Dagmar, bad den unge Brud om, at Bispen maatte blive løsgivet; til hendes Bøn sluttede sig ogsaa Ærkebisp Anders. Da gav Valdemar efter. Efter at Biskoppen havde svoret, at han hverken selv eller ved andre vilde foretage noget mod Kongen eller hans Undersaatter, og at han aldrig vilde komme i Nærheden af Danmarks Grænser, blev han givet fri og ført til Rom.

Det er et karakteristisk Vidnesbyrd om Bisp Valdemars Evne til at bringe Mennesker under sin Paavirkning, at han hurtigt fik Pave Innocens saaledes stemt, at han begyndte at tro, at Bispens Brøde ikke havde været stor. Paven skrev til den danske Konge, at Valdemars Sag skulde foretages ved Juletid, og bad Kongen om at sende kyndige Fuldmægtige til Rettergangen. Men Bisp Valdemar var ikke i Stand til at holde sig i Ro saa længe.

Efter at Danmarks Rige var bleven udvidet til Elben, var der Dele af det, som stod uden for den danske Ærkebiskops Magt og under Kirkefyrsten i Bremen. Den Tanke laa nær at flytte Bremersædet til dets oprindelige Hjemsted Hamburg, hvor der endnu fandtes et Kapitel. Da nu i November 1207 Ærkebisp Hartvig døde, syntes der at aabne sig Mulighed herfor. Frygten for at

Danm. Riges Hist. I 94