| Valdemar bliver for tredje Gang Ærkebisp i Bremen. | 749 |
Valdemars Art, skulde han for tredje Gang naa op paa Bremerstolen. I rørte Vande havde han jo altid sin Snøre. Efter at Kong Otto var bleven Danmarks Fjende, kunde Valdemar med Glæde slutte sig til ham. Han forstod straks at faa Ottos Tilgivelse, og Bispens Svoger Hertug Bernhard førte ham med en væbnet Skare tilbage til Bremen (1211). Her blev han modtaget med Glæde af det Parti, som stadig havde støttet ham, og i fem Aar holdt den ufortrødne Bisp fast ved Krumstaven. Pave Innocens, som afsatte og indsatte Konger, udrettede intet med sine Buller over for Bremen, her faldt de afmægtige til Jorden. Vilde Klærkene ikke lystre, forjog Valdemar dem, og han tog ikke i Betænkning at ødsle Kirkens Kar og andre Værdisager bort for at vinde Tilhængere. De Gejstlige vare næsten alle imod ham, sin Støtte havde han hos Bønderne og Borgerne, hvem han hos Kong Johan i England havde skaffet et værdifuldt Privilegium paa fuld Handelsfrihed i Kongens Lande.
Paa den Tid havde Kong Valdemar yderligere kunnet udvide sit Omraade i Tyskland. Greverne af Schwerin havde nogle Gange stillet sig fjendtlig imod ham, hvorfor Valdemar trængte ind i Grevskabet og ødelagde en af deres Borge. Markgrev Albrecht af Brandenburg var samtidig draget til Pommern og havde fordrevet den danske Vasal Hertug Bugislav II fra Stettin, men da Kong Valdemar umiddelbart efter rykkede frem med en stor Hær, opgav han alle Erobringer og al Kamp og flygtede tilbage over Elben. Nu gik det først og fremmest ud over Markgrevens Vaabenfæller Greverne Gunzelin og Henrik af Schwerin, som maatte hylde Kong Valdemar som Lensherre. Derefter vendte Valdemar sig mod Markgreven og erobrede en af hans Borge.
Imidlertid vandt Frederik II stadig større Magt, og efter at Filip August havde slaaet Kong Otto ved Bouvines (Juli 1214), var alt Haab for hans Kongedømme tabt. Frederik kronedes til Kejser i Aachen i Juli 1215.
Kong Valdemar maatte naturligen knytte sig nøje til Kong Ottos Fjender. Filip August var allerede kommen ham i Møde ved at erkende Ingeborg som sin Hustru (1213), og det var ikke vanskeligt at vinde Kong Frederiks Venskab. Tysklands nordlige Landsdele laa altfor fjernt fra hans Tanker til at han skulde ofre noget paa at besidde dem, og derfor udstedte han i December 1214 et Brev, hvori han gav Afkald paa alle Grænselande Nord for Elben og dens Biflod Elde, som ogsaa paa alle de vendiske Lande, som Knud og hans Fader havde vundet ved deres Anstrengelser. Dette vigtige
