| Kong Valdemar ægter Berengaria af Portugal. | 751 |
over at de Danske led Nederlag og ved den forhadte Fætters lange Fangenskab. Utidig stormede Valdemar ud af Klosteret og opnaaede intet; saaledes stod der kun tilbage for ham at dø en ubemærket Død. Naar denne indtraf, derom vides intet sikkert.
Efter at Kong Valdemar i to Aar havde siddet som Enkemand, tog han sig en Hustru fra det fjerne Portugal. Ogsaa her maa vi bekende, at vi intet vide om, hvem der har ledet hans Tanker hen paa Bruden fra det sydlige Land. Berengaria var en Datter af Kong Sancho af Portugal; hendes Broder Ferdinand var bleven Greve af Flandern og saaledes Lensmand under Frankrig, idet han i Paris havde ægtet en flandersk Arving; man kan derfor formode, at Valdemars Søster Dronning Ingeborg eller fælles gejstlige eller verdslige Venner i Scheldelandene have henledet hans Opmærksomhed paa den smukke Prinsesse. Thi at ogsaa Kong Valdemars anden Hustru besad en sjælden Skønhed, derom have paa en ejendommelig Maade de jordiske Rester i hendes Grav kunnet vidne længe efter hendes Død (Kraniets smukke ovale Form, den ypperlige Tandrække og de øvrige velformede Skeletdele).
Kong Valdemar ægtede Berengaria eller Berngerd (Bengerd), som hun i Danmark sædvanlig kaldtes, 1214. Hun fødte ham Sønnerne Erik, Abel og Kristoffer og Datteren Sofie, men den næste Fødsel kostede hende Livet 27. Marts 1221. Hun blev begravet i Ringsted Kirkes Kor.
Dronning Berengarias Eftermæle har været lige saa ondt og mørkt, som Dagmars har været lyst og venligt. Ifølge en sildig Folkevise veed hun paa Bryllupsmorgenen, da hun skal kræve sin Morgengave, ikke hvor haard en Skat hun vil kræve af Bonden og den fattige Mand. Der findes dog intet Udsagn fra Samtiden om hendes Karakter, ikke heller kende vi Gerninger af hende, som kunde vejlede til en Dom, end sige bekræfte den, som ligger i Visens Ord. Uvilkaarlig maa man nære Frygt for, at Folkevisen har tegnet Billedet af en ond Dronning som Modstykke til den elskede Dagmar, eller at hendes Sønners mørke Skæbne har bidraget hertil. Imidlertid var Haardhed og stridbar Voldsomhed karakteristiske Træk i hele Berengarias portugisiske Slægt; mellem hendes Søskende var der Splid, som førte til Borgerkrig, man kunde være tilbøjelig til i Berengarias Sønners Karakter at genfinde dette Slægtpræg og derfor ogsaa ville tillægge Moderen det. Man kunde ogsaa undre sig over, at Berengarias Navn ikke gennem Opkaldelse er bleven
