| Kong Valdemars Magtomraade. | 761 |
Riddere bleve tilbage i Øselborgen som Tegn paa den sluttede Overenskomst.
Saaledes maa vel Kong Valdemar siges at være optraadt med Maadehold og tillige med klog Forsigtighed paa det vanskelige Missionsomraade. Den Skæbne, som samtidig Svenskerne havde lidt, viser bedst, hvor farefulde Togter til disse Egne vare. Kong Johan af Sverige ønskede ogsaa at vinde Besiddelser her og at udbrede Kristendommen, og ledsaget af Jarlen Karl og Biskop Karl af Linkøping førte han en Hær til Wiek, det nordvestlige Kystlandskab (1220). Enkelte Landskaber erobredes og man begyndte at døbe Folket. Da Kongen var draget hjem, overfaldt Øselboerne Svenskerne og dræbte baade Jarl og Bisp foruden mangfoldige andre, saa at kun faa undslap til de Danske i Reval.
Saa stort var nu det Landomraade og saa højt det Tal af Mennesker, som var bleven Kong Valdemar underlagt, at i Nordeuropa kun Englands Konge var hans Overmand. Den sydlige Del af Østersøen var bleven et Indhav, omsluttet af Lande under dansk Herredømme. Fra Landemærket ved Blekings Østside til de holstenske Strande, ved alle vendiske og pommerske Kyster indtil Hela (ved Danzigerbugten) — som allerede Esbern Snare i sin Tale 1187 nævner som Yderpunkt for de Danskes Magt — ja hinsides Hela i Pomerellen skyllede Bølgerne mod Lande, der vare underlagte Danmarks Konge. Nordøstligere laa ved Østersøen Preussernes og andre ubetvungne Folks Besiddelser indtil Rigabugten med Sværdriddernes Omraade; derefter var atter Landskaberne bag Øsel og Dagø i dansk Eje. Tilnavnet den sejrende (victor) eller Sejr, som dog først blev Kongen tillagt i Reformationsaarhundredet, syntes Valdemar med Rette at kunne bære. Imidlertid havde unægtelig det store Vælde svage Sider. Det var sammensat af forskelligartede og spredte Bestanddele; der maatte kræves en udviklet Hærmagt og en stærk Centralmagt for at holde de mange ulige Dele sammen. Netop paa den Tid vare desuden Kulturmagter, som vare fuldt saa stærke som de rent politiske, virksomme rundt om i Østersølandene og i Færd med at bryde trukne Grænser. Driftig Handelsaand førte til Grundlæggelsen af nye Byer med nye Udgangspunkter for Omsætningen, en levende Kolonisationstrang gav sig i Kast med Landskaber, der tidligere vare beslaglagte af Skove og Sumpe, hertil kom Iveren for at bringe Kristendommen til de hedenske eller halvhedenske Folk og det Skifte af Nationalitet, som let blev en Følge af den modtagne fremmede Kultur — alt dette var Bevægelser,
Danm. Riges Hist. I 96
