65
Pytheas ved Vesterhavet.
Navnene i Nutidens Betegnelser. Det Naturforhold, som vakte hans Opmærksomhed, at Land afvekslende kunde være Fastland og overskyllet, har Pytheas dog vist iagttaget ved Jadebugten, og Øen Abalus har da været Helgoland, den fjerne, store Ø Jylland. Saa meget er i hvert Fald vist, at Pytheas’ Beskrivelse af Naturforholdene passer fortræffeligt til Vesterhavet og dets Strande, hvorimod der ikke er mindste Antydning af, at han skulde være naaet til Kattegat eller Østersø.
Af Grækerens mærkelige Rejseskildring faa vi saaledes ikke direkte nogen Oplysning om vort Land. Vi erfare dog, at Teutoner have været vore sydlige Naboer, vi høre om Ravhandelen, og vi faa forskellige Oplysninger om Norge. Jyllands Tilværelse har været Grækerne og Romerne bekendt, men det var ogsaa Yderpunktet for deres Viden. Ud over disse nordlige Lande ligger hint Thule, som Oldtidens Fantasi aldrig kunde slippe og som var paa alles Munde. Den romerske Tænker Seneca (som døde 65 efter Kr.) spaar saaledes, at der engang vil komme en Opdagelsernes Tidsalder, da ikke længer Thule skal nævnes som det yderste af alle Lande; en Snes Aar senere sendte den romerske Feltherre Agricola, der havde underlagt sig store Dele af Skotland, sin Flaade Nord om Britannien, og fra Skibene saa man »Thule« i det Fjerne. Thule findes til enhver Tid dér, hvor den geografiske Kundskab ender; det er det nordligste Land, der kendes. Da derfor byzantinske Lærde i Middelalderens Begyndelse hørte om den store skandinaviske Halvø, kaldte de denne Thule; den er ti Gange saa stor som Britannien, fortæller Prokop, og han meddeler mange Oplysninger om Thuliternes Levevis. Efter at Nordboerne havde opdaget Island, flyttedes Navnet Thule til denne Ø; den islandske Landnámabók, en norsk Krønike saavel som Adam af Bremen betegne den som Thule, og Saxo Grammaticus kalder Islændingerne Tylenses.
Det var altsaa en Græker fra Massilia, som først kom op til Nordsøens Kyster. Men to Hundrede Aar senere naaede Beboerne af disse Kystlande ned til Sletten ved Pytheas’ Hjemby, her blev deres fremstormende Magt brudt; man kunde senere se Massilioternes Vingaarde hegnede med de dræbte Mænds hvide Knokler.
Netop som Romernes Vaaben syntes at skulle trænge sejrende ud over Verden, var der tvende Folkeslag paa March mod de romerske Lande, Kimbrer og Teutoner. Det var Folk, som vare brudte op med alt, med Hustruer, Børn og Gods; stolende
Danm. Riges Hist.
I 9
