| 764 | Grev Henrik af Schwerin. |
Ægypten havde han kæmpet mod de vantro, han havde for dyre Penge erhvervet sig af en pavelig Legat »det i en Jaspis indesluttede Blod af vor Frelser«, som han havde skænket til Domkirken i Schwerin, og Relikviens vidunderlige Virkninger drog utallige syge og Pilegrimme til Kirken. Henrik besad Schwerin i Fællesskab med sin Broder Gunzelin, og med dennes eneste Datter Oda havde Kong Valdemar faaet sin uægte Søn Niels af Halland gift. Niels døde dog tidlig (1218), og Oda sad som Enke med en lille Søn Niels. Da baade Oda og hendes Forældre ikke længe efter døde, kom Kong Valdemar, som Farfader til Drengen Niels, og Grev Henrik, som Broder til hans Morfader, til at staa over for hinanden som Repræsentanter for to Familier og deres Rettigheder.
Det var under Grev Henriks Pilegrimsfart, at hans Broder døde (1220), og Kong Valdemar havde ladet Grev Albert af Orlamünde tage det halve af Borgen Schwerin med dens Tilliggende, der var Pant for Moderens Medgift, i Besiddelse, dog saaledes at han forpligtede sig til at udlevere det, naar Niels blev myndig. Herved var der efter Grev Henriks Paastand sket ham Uret; om det virkelig forholdt sig saa, er nu vanskeligt at afgøre. I det mellem Henrik og hans Broder bestaaende Fællesskab synes senere den sidstes Svigersøn Junker Niels at være bleven optaget. At Kong Valdemar efter de nævnte Dødsfald og under Grev Henriks Fraværelse skaffede Sikkerhed for sin Sønnesøns Ret, er vel fuldt forsvarligt, og at han paa denne Tid skulde have bemægtiget sig Dele af det hele Grevskab Schwerin, hvorover han ikke havde Ret, er ikke oplyst. Det bliver jo heller ikke ellers sagt om Kong Valdemar, at han gjorde sig skyldig i Uretfærdigheder. Grev Henrik var imidlertid fortørnet, han havde ogsaa et Klagemaal over Kong Valdemar, fordi denne havde berøvet hans Svigermoder en pommersk Besiddelse. Med en Snuhed og Dristighed, som tydeligt viser hans djærve Natur, udførte han den Bedrift, som fuldstændig gav ham Sejren i Hænde. Mulig er han kun draget til Danmark med dunkle Forsætter, om end med godt Kendskab til, at Kongen færdedes i sit Land uden forsigtigt Hensyn til sin Sikkerhed; i hvert Fald skulde Henrik snarraadig gribe det heldige Tilfælde.
Lyø er en lille, kun en halv Mil lang Ø ved Fyns sydvestlige Side (ud for Faaborg); den har vekslende Jordsmon, med fladt Land og Klinter, Indsøer og Overdrev, og fremfor alt var der her i de dengang frodige Skove et godt Jagtrevier, hvad Optegnelsen i den saakaldte Øliste i Kong Valdemars Jordebog saa karakteristisk be-
