| Anders Sunesøns Død 1228. | 763 |
Anders var paa forskellig Maade legemlig lidende; det i hans Grav fundne Skelet synes at vise, at hans højre Ben havde været brudt og var sat skævt sammen, saa at han haltede; ulykkeligere var det, at han havde paadraget sig en uhelbredelig Sygdom (Spedalskhed). Allerede 1222 søgte han om at nedlægge sit Embede, men Pave Honorius paalagde Bisperne af Aarhus og Børglum at formaa ham til at blive; lykkedes det ikke, skulde de dog modtage hans Afsked. Anders holdt fast ved sit Forsæt og varetog kun sit Embede, indtil hans Eftermand Peder Saxesøn var valgt og havde faaet Palliet sendt. Saa trak han sig tilbage til sin Gaard Ifø i en Sø tæt ved Blekings Grænse og Østersøen, og her døde han St. Hansdag 1228; han blev begravet i Lunds Domkirke (Fig. 271).
Som tapper og foretagsom Kriger var Anders gaaet i sin Slægtning Absalons Fodspor, om han end ikke havde været en saadan Drivkraft som den store Forgænger, der havde skudt hele Folket frem til Kamp. Anders havde tillige ydet Kongen udmærket Tjeneste som hans højeste Embedsmand, som Diplomat og Udsending, og han havde styret Kirken i Danmark med stor Dygtighed og Kraft. Herom og om hans store Fortjenester som Forfatter vil der blive talt i det følgende.
Grev Henrik af Schwerin var en mærkelig Personlighed. Han havde vidst at skaffe sig en Stilling under forskellige Lensherrer, i Virkeligheden var Schwerin kun en mindre Del af hans Besiddelser. Greverne af Schwerin besad fra gammel Tid Forleninger i Lüneburg under den brunsvigske Hertug, tillige havde Henrik af Markgrev Albrecht af Brandenburg faaet Borgen Lenzen i Forlening, dog skulde der ikke kunne fordres Lenstjeneste af ham mod den danske Konge. Men Henrik havde endvidere vist sig som en ivrig Troens Mand og Forsvarer af Kirken. Paa Korstog i
med Glasperler besat Bind af gyldent Tøj, der har været anbragt paa Skulderklædet, amictus, nærmest Halsen. 3. To runde, guldbroderede Tøjstykker, der have prydet Handskernes øvre Flade; de bære Indskrifterne: per me sacrantur, si que sacra rite putantur (ved mig indvies, hvad der med Skel anses som helligt); perpetue dono vite benefacta corono (de gode Gerninger belønner jeg med det evige Livs Gave). — Skelettet viste, at Anders Sunesøn maa have haft en Højde af 6 Fod.
