| 766 | De Danskes Stilling ved Kong Valdemars Tilfangetagelse. |
slog fuldstændig det danske Folk. En Fører, som kunde tage Styret i Danmark med virkelig Myndighed, manglede ganske. En Dronning fandtes ikke, Berngerd var død to Aar forinden, den ældste, halvvoksne Søn delte Fangenskabet med Faderen, og ingen verdslig eller gejstlig havde været Kongens højre Haand, der nu kunde gribe Rigets Tømmer. Ærkebisp Anders havde, lammet af Sygdom, opgivet sin Stilling, Albert af Orlamünde var vel en af Kongens mest betroede Mænd, men over Danske havde han hidtil ikke styret.
Nu kan man gerne sige, at det var en stor Forseelse ved Rigets Ordning, at alt alene havde hvilet paa Kongen. Kaster man imidlertid Blikket frem i Tiden og iagttager, hvordan trods Fangenskabet alt gaar uforstyrret sin Gang og at ingen Fjende vover at sætte sin Fod over Landets Grænser, hverken ved Elben, i Oderlandene eller ved Landemærket i Nordøst — thi vi afse fra en afsindig Biskops straks tilbageslaaede Indhug — da maa man ære den Konge, som havde gærdet Riget saa godt. Danmark var saaledes ikke direkte i Fare; det gjaldt kun om at skaffe Landet sin Konge tilbage paa de lempeligst mulige Vilkaar. Rigets gejstlige og verdslige store ere vistnok blevne kaldte sammen til Raadslagning om, hvad der var at gøre i den store Nød. Vist er, at Grev Albert blev valgt til under Kongens Fangenskab at være Rigshøvedsmand, og straks har man ogsaa besluttet at paakalde Pavens Hjælp; han var i Virkeligheden Danmarks eneste Ven.
Fra denne første Tid af Kong Valdemars Fangenskab skriver sig et latinsk Digt af en ukendt Gejstlig. Det vidner klart om Danmarks Kvide, og Digteren udtaler i sit stærkt bevægede, tætte og ofte dunkle Sprog sin Utaalmodighed over, at Landets store ikke gribe ind med Vaabenmagt for at skaffe den fangne Konge fri. Klagesangen er i det hele et karakteristisk Vidnesbyrd om Følelser og om Tankegang hos Danske paa de Tider.
| Du danske Stormand, sørg og klag! | Ja, Klostrets Mark har mistet Læ, | ||
| Engang som djerve Stridsmænds Lag | fra Bonden tages Gods og Fæ, | ||
| Jer Krigerstand vandt Ros og Ry, | ufrom mod arme øver Tvang, | ||
| nu er den dorsk og vaabensky. | som Stodder lider from Mand Trang. | ||
| Jer Konge røved Tyve snu, | Der klages i hver Klostervraa, | ||
| grum Fjenden kror sig uden Blu. — | de sære Tegn man stirrer paa, | ||
| Sku over Hav, Du Bavnevagt, | Ulykke, angestfuld man tror, | ||
| paa Død og Undergang giv Agt! | vil følge tæt i Vanhelds Spor. | ||
| Af Ransmænds Flok er Søen fuld, | Nu Bondens Arbejd stille staar, | ||
| og Hulen avler Tyvekuld, | en Rædsel Verden overgaar, | ||
| i Skov og Rør har Stimænd Ly, | af Gru man gribes overalt | ||
| fra Mark maa Agermanden fly. | for ham, som vrangt blev Greve kaldt. |
