| 770 | Grev Alberts Møde med tyske Fyrster i Bardowiek. |
marks Rige skulde Kong Valdemar tage til Len af Kejseren. Grev Henrik skulde have 40 000 Mark Sølv i Løsepenge. Paa denne Maade vilde Paven faa Hjælp til sit Korstog, Kejseren vilde erhverve forskellige Landsdele tilbage som Rigslande, den af Kirken fortjente Grev Albert vilde beholde sit Land under en anden Lensherre.
Men ogsaa denne Kontrakt skulde blive virkningsløs.
Ved Mikkelsdagstid holdtes der en Herredag i Bardowiek, og de Danske vare tilsagte til at komme til Stede for at opfylde Bestemmelserne i Overenskomsten. De nordtyske Fyrster havde indfundet sig i stort Antal; nogle Mil derfra paa den anden Side Elben havde de Danske under Albert af Orlamünde slaaet Lejr. Mødet trak ud, og Enden blev, at de Danske — saaledes paastode Tyskerne — afbrød Forhandlingerne og drog bort igen med den store Pengesum, hvormed de var mødt.
Det er ikke muligt at se, hvad der er foregaaet i disse Dage, og hos hvem Skylden for Brudet hviler. De Danske have vel fundet, at Paven ikke havde skaffet dem saa gode Vilkaar, som de havde ventet; de havde ikke erfaret noget om, at den Bandstraale mod deres Fjender, hvormed han havde truet, var bleven bragt i Anvendelse, de have vel troet, at Kejser Frederik, som allerede havde gjort Afslag paa sine Krav, maatte kunne give dem gunstigere Vilkaar, de have vel ogsaa mærket, at de nordtyske Fyrster ingenlunde vare tilfredse med Forliget. Og i hvilken Udstrækning vilde de tyske Herrer optræde mod Valdemar? Otto af Lüneburg var stadig tro mod Danmark, hans to Svogre, Brødrene Johan I og Otto III af Brandenburg, vilde næppe krige med ham og de Danske. Kongens Fangenskab havde hidtil ikke medført nogen Fare for Danmarks Rige, og at Pave Honorius fremdeles holdt sin skærmende Haand over Danmark og ikke var naaet til Grænsen af den Hjælp, han vilde yde, viste den følgende Tid. Men fra nu af ophørte Kejser og Rige at blande sig i denne Sag. Det var alene mellem Grev Henrik og hans Venner paa den ene Side og de Danske paa den anden, at Afgørelsen skulde træffes, hvad enten det blev med Sværd eller med Skrift.
De nordtyske Herrer vare begærlige efter at angribe de Danskes Besiddelser i Tyskland. Den gamle Bisp Valdemar havde allerede i Foraaret 1224 forladt sit Kloster og vist sig i Marken; Ærkebisp Gerhard af Bremen lod flere af sine Vasaller slutte sig til ham. Men Valdemars Indfald over Elben blev let slaaet tilbage af Grev Albert, og Paven tilskrev Gerhard haardt om at lade Greven i Fred.
