| Kong Valdemar rykker ind i Holsten. | 773 |
Grev Adolf, da Anfald kunde ventes fra forskellige Sider, og da der ikke mellem de nordtyske Herrer var nogen stærkt befæstet Enighed. Grev Otto af Lüneburg stod paa dansk Side og foretog et hærgende Tog op mod Elben, ja helt ind i det nordalbingiske Land. Kongens Friser drog mod Ditmarskerne, som imidlertid overvandt dem; derimod blev Stillingen vanskelig i det østlige Holsten, efter at Kong Valdemar havde kæmpet med de to Grevers og Lübeckeres Hær og vel lidt svære Tab, men dog beholdt Valpladsen. Valdemar kunde derefter sætte sig i Besiddelse af Rensborg. De forbundne Tyske maatte skaffe sig nye Forbundsfæller, og de vandt en saadan i Hertug Albert af Sachsen, efter at de havde besluttet sig til at blive Vasaller under ham og tilstaa ham enkelte Rettigheder over Lübeck og Ratzeburg.
Kong Valdemar havde imidlertid i Løbet af de følgende Maa-neder søgt at befæste sin Stilling i Holsten, og det lykkedes ham at underlægge sig Ditmarskerne fuldstændigt. Han rykkede foran Itzehoe, gjorde sig til Herre over Landskabet deromkring og lod Byen belejre, ligeledes drog han mod Segeberg, hvor Otto af Lüneburg stødte til ham. Angrebet paa denne By maatte imidlertid opgives, efter at Grev Adolf med flere forbundne havde slaaet de Danske, der belejrede Itzehoe. Kong Valdemar maatte samle sin Hær ved Ejder; snart skulde den store afgørende Kamp komme til at staa.
De nordtyske Fyrster havde rundt om fra trukket Forstærkninger sammen, og de to Grever havde ved deres Side Hertug Albert, Ærkebisp Gerhard af Bremen, Henrik, Herre af Rostock, foruden Hamborgs og Lübecks Borgere. Paa St. Maria Magdalenes Dag den 22. Juli stod derpaa Slaget ved Bornhøved. De tyske Herrer havde kastet Lod mellem sig om, hvem der skulde have Æren af at aabne Kampen, og Loddet tilfaldt Ærkebispen af Bremen. Kampen var haardnakket og blodig, Grev Adolf skal i et Øjeblik, da alt syntes tvivlsomt, have lovet at træde i Kloster, saafremt Sejren blev hans. Ditmarskerne vare stillede i de Danskes Rækker, men da de saa, hvor uheldigt Kampen gik for deres Forbundsfæller, skiftede de Parti og gik over til Fjenden. Slaget var da tabt for de Danske; af deres Skarer siges 4000 at være faldne. Biskop Tuve af Ribe og to andre Bisper bleve tagne til Fange, og samme Skæbne havde Otto af Lüneburg. Kun een stor Lykke havde de Danske, og det var, at deres Konge ikke paa ny blev
