| Bornhøvedslagets Betydning for Tyskland. | 775 |
By blev i sene Tider derefter Dagen for Bornhøvedslaget fejret som Begyndelsen til Byens politiske Uafhængighed.
Kong Valdemar synes straks at have forstaaet, at fra nu af maatte alle Planer om Oprejsning falde. Han forsonede sig med Ærkebispen af Bremen; med ham som Mellemmand sluttede Kongen derpaa Fred med Grev Adolf og aftalte et Ægteskab mellem sin Søn Abel og Grevens spæde Datter. Kongen tilstod Borgerne i Bremen Ret til, naar de lede Skibbrud paa Danmarks Kyster, frit at redde deres Gods. Albert af Orlamünde søgte ligeledes hurtig Fred; han indvilligede i at overgive Lauenburg, der endnu holdt Stand, til Hertugen af Sachsen og vandt saaledes sin Frihed. Otto af Lüneburg vilde derimod ikke falde til Føje, uagtet mange af hans undergivne rejste sig imod ham; da Borgerne i Brunsvig vedblev at støtte hans Sag, fandt han sig i at blive siddende i sine Jernlænker. Omsider blev han frigivet ved Udgangen af Aaret 1228, efter at han havde givet Afkald paa sine Besiddelser Nord for Elben og nogle Borge.
Borgen i Schwerin vedblev ikke desto mindre at være et stort Fangehus; Kongens Sønner og mange andre Danske sade her fremdeles under Bevogtning. Pave Gregor IX sendte vel paa Kong Valdemars Bøn en Skrivelse til Grev Henriks Enke — Greven var død i Februar 1228, og hans Søn Gunzelin var umyndig — hvori han indtrængende bad hende løslade sine Fanger. Medlidenhed og Barmhjertighed var jo dog skænket Kvinderne ved en Himlens Gave, medens det var forfærdeligt, om en Kvinde fandt Glæde i den modsatte Fremfærd. Den hellige Stol vilde altid bede for hende og hjælpe hende, om hun nu gav de fangne fri. Tiden sled sig ikke desto mindre hen, og først 1230 kom det til en Aftale i Slesvig om, at Kong Valdemar skulde i Løbet af et halvt Aar afdragsvis betale i alt 7000 Mark Sølv for Løsgivelsen af sine Sønner og de øvrige Gisler; endvidere skulde den unge Grev Niels af Halland over for Hertugen af Sachsen give Afkald paa enhver Fordring paa Schwerin, og Kong Valdemar love aldrig at understøtte Niels imod Grev Gunzelin af Schwerin, men bevare Fred med ham.
Medens under hele den tidligere Forhandling de fremsatte Forslag og den endelige Overenskomst havde været overordentlig haarde for de fangne, forundres man ved at se, hvor mærkelig milde Bestemmelserne i denne sidste Kontrakt ere. Vi kunne ganske vist ikke med Nøjagtighed udregne, hvor meget der tidligere var bleven udredet til Greven af Schwerin, men saafremt Betingelserne i For-
