67
Romernes Kampe med Kimbrer.
ved Vercelli (101). Romerstaten var frelst, og de to hærgende Folks Hære aldeles tilintetgjorte.
Det lykkedes den Gang ikke germanske Folk at erobre Romernes Lande; den Tid vilde komme, men først et halvt Aartusinde senere. Derimod trængte Romernes Hærskarer stadig længere frem over de keltiske og germanske Lande ved det vestlige Ocean og Nord for Alperyggen, og den vaabenstærke, men politisk splittede Republik afløstes af det mægtige, maalbevidste Kejserrige under Augustus.
Drusus var Kejserens Statholder i Gallien og havde Overbefaling over Hæren ved Rhinens Bred; det var hans Plan at tvinge de djærve Germaner ogsaa ved en Kamp fra Havet. En stærk Flaade blev bygget paa Rhinen; med Bataver og Friser til Forbundsfæller angreb han, snart over Land snart fra Søen, de germanske Stammer i Nordsølandene og trængte helt hen til Elben. Imidlertid døde den tapre Yngling (Aar 9 f. Kr.), og det blev hans Broder Tiberius, der fuldførte hans Gerning. Ved nye Hærtog skræmmedes de tyske Folk til at nedlægge Vaabnene. Kimbrerne i Landet hinsides Elbmundingen havde deltaget i de tidligere Angreb, men de sendte nu Bud til Rom og bad om Tilgivelse for deres Forseelse; som Gave medbragte Sendebudene deres hellige Kedel. En romersk Flaade var desuden truende sejlet rundt om Jyllands Kyster.
Paa en Tempelvæg i Asien kunne vi læse, med hvilken Stolthed Romerne saa paa denne Bedrift, at deres Vaaben havde naaet vort Lands Grænser. Vi høre det endog af Kejserens egen Mund. Indbyggerne i Ankyra (Angora), der dengang var Galatiens Hovedstad og et Midtpunkt paa Hærvejen fra Byzants til Syrien, viste deres
- ↑ Cla[ssis mea per Oceanum] ab ostio Rheni ad solis orientis regionem usque ad fi[nes Cimbroru]m navigavit, quo neque terra neque mari quisquam Romanus ante id tempus adit, Cimbrique et Charydes et Semnones et eiusdem tractus alii Germanorum populi per legatos amicitiam meam et populi Romani petierunt.
9*
