| 792 | Landbo. |
gøre ham til sin Tilsynsmand i Herredet, hvorved denne Kongsbryde i Virkeligheden fik samme Stilling som Ombudsmanden. Naar en Bonde tog en Mand til Bryde paa den Gaard, som han selv beboede, skete det i ældre Tid ved, at der oprettedes et Fællesskab efter et vist Kvotaforhold mellem dem om alt Løsøre, og begge havde Andel i Gaardens Udbytte efter samme Kvota, hvilket var bleven lyst paa Tinge. Paa Valdemar Sejrs Tid sad Bryden dog sædvanlig paa en anden Gaard end Ejerens Sædegaard, Besætningen var nu Brydens Ejendom, og Kvotaforholdet kom kun frem derved, at Afgiften gerne var bestemt som en Tredjedel af den vundne Afgrøde.
Ejeren kunde endvidere overlade Jord til selvstændig Dyrkning ved en Landbo. Denne rejste ordentligvis selv Bygningerne paa Grunden og hidførte Besætningen; dog kunde Ejeren ogsaa overlade ham en Del af Kvæget og Løsøret, der da ansattes til en bestemt Værdi (virthning), og Landboen maatte ved sin Fratrædelse aflevere Kvæg og rørligt Gods til samme Værdi. Væsentlig var Kontraktsforholdet dog et rent Jordlejeforhold, indgaaet paa eet Aar, men med stiltiende Fornyelse, hvis Landboen ikke opsagde Fæstet inden Marie Messe. Til denne Tid — 15 August — skulde ogsaa den betingede Afgift betales; Fraflytningen fandt Sted i Ugen efter Paaske.
Gaardsæden d. e. den, som sidder i Gaardens Nærhed, maa nærmest opfattes som vore Dages Husmænd med eller uden Jord. Gaardsæderne havde deres Hovedindtægt ved at arbejde for andre, ikke ved deres eget Jordbrug. Denne Klasse af Almuen var paa Valdemarernes Tid bleven ret talrig, den havde afløst det store Tjenerskab, der fandtes paa Hovedgaarden og som tjente for Kost og Løn; der var bleven anvist Arbejderen og hans Familie Jord eller Boliger, imod at de deltoge i Gaardens Drift.
Inden for Bondemenigheden traadte selvfølgelig de Mænd frem, som paa Grund af deres Formue, deres Alder, Slægt eller Anseelse naturligen maatte have en større Indflydelse. Derhen hørte saaledes inden for den enkelte Landsby Oldermanden, hvem vi i alt Fald træffe i en senere Tid, den Bonde, som var valgt til Formand i Bymenigheden og som varetog dens Anliggender og ledede Forhandlingerne paa Bystævnet om Ordningen af de mange Forhold, som Jordfællesskabet medførte. Endvidere kan nævnes de ansete Bønder, som forestod Herredstinget eller som vare raadgivende og retskyndige Hjælpere for den kongelige Ombudsmand, der var Tingets Leder. Til at sværge om Markeskæl og Grænser skulde paa
