| Skipæn og Hafne. | 793 |
Sjælland og i Skaane udtages et Nævn af tolv Mænd, »som Oldinge ere i Bygden«; det var næppe alene efter Aarenes Tal, ogsaa efter Anseelse og Indsigt, at disse Mænd benævnedes og virkede som aldungæ. — Den mest karakteristiske Skikkelse inden for Bondemenigheden var dog Styrismanden, men for at forstaa hans Stilling og Betydning maa der først redegøres for, hvorledes Ledingsvæsenet var ordnet.
Den Maade, hvorpaa Ledingsbyrden var fordelt paa Valdemar Sejrs Tid og som vi især kende fra Jydske Lov, var muligvis ikke meget gammel — vi have dog ingen Oplysning om de ældre Regler — men den holdt sig gennem hele det trettende Aarhundrede. Ifølge denne Ordning var hele Landet, ogsaa de Egne, som laa fjernere fra Havet, delt i Ski pæn, som Regel flere inden for hvert Herred, og det paahvilede hvert Skipæn, der forestodes af en Styrismand, at udruste et Ledingsskib og stille det fornødne bevæbnede Mandskab til Bemandingen af det. Skibet synes højst at have haft en Besætning paa 40 Mand, hvilket Tal i øvrigt ansaas for det normale, skønt der hyppigt blev ydet Skibe af mindre Størrelse. Det Jordomraade, som skulde stille en Mand, hed hafnæ og udgjordes ordentligvis af tre Fuldgaarde, saaledes at den enkelte Fuldgaard kun sendte en Mand i Leding hvert tredje Aar (den ydede Tredingshafne). Dette gjaldt Gaarde, som havde 1 Mark Gulds Jord eller mere, medens den Gaard, som havde mindst ½ Mark Guld (= 4 Mark Sølv), kun redede Sjettingshafne; under dem fandtes atter Tolftingshafne, der udredede en Tolvtedel af Omkostningerne og sendte en Mand hvert 12te Aar. Landboen ansattes til Tredingshafne, naar han betalte 8 Ørtug Sølv i Landgilde, til Sjettingshafne for en Landgilde af 4 Ørtug; den, som betalte en lavere Afgift, faldt ikke ind under Skipæn, men svarede en Pengeafgift, Kværsæde. Den helt fattige Jordbruger (som det senere hed: den, som kun havde en Ko) betalte ingen Afgift.
Bønderne i Skipænet vare pligtige til at udruste og vedligeholde Fartøjet, at betale en vis Afgift til Styrismandens standsmæssige Udrustning og efter Tur personlig at drage i Leding. Kun de, som vare saa gamle eller saa unge, at de ikke vare føre at fare, samt Kvinder og lærde Mænd (Gejstlige) skulde skaffe Mænd for sig. Uden for disse Tilfælde kunde en lejet Mand ikke sendes paa Skibet uden med Styrismandens Samtykke, og Træl maatte aldrig gøre Ledingstjeneste; han kunde dog medtages som Madsvend.
Danm. Riges Hist. I 100
