| 794 | Styrismandens Udrustning. |
Der var dog mange Jordbrug og mange Egne af Landet, hvem denne Ledingspligt ikke paahvilede, men som betalte en Afgift til Kongens Gaard i Stedet for. Al Jord, der ikke var »rebet«, det vil sige bestemt som en Andel i hele Landsbyens Jordtilliggende (se Stykke XI), faldt saaledes uden for Skipænet, og derhen hørte Jord, der var indvundet til Agerbrug ved Rydning af Skov (Rud). Men ogsaa megen anden Jord laa i Kværsæde, idet Ejeren eller Besidderen ved en fast aarlig Afgift havde købt sig Fritagelse for Ledingsbyrden.
Hvert Skipæn havde en Styrismand som Fører og Leder. Han paasaa, at Mandskabet gav Møde, udrustet paa befalet Maade, og at Fartøjet var i behørig Stand. Som Løn havde Styrismanden nogle Indtægter, hvis Navne, Hesteleje og Brynjeleje, vidne om, hvordan han skulde være udrustet (Fig. 286). Medens Mandskabet, Hafnebønderne, mødte til Fods og væbnet med Sværd, Kedelhat og Spyd, skulde Styrismanden møde med Hest og have »fuld Mandsvaaben«, nemlig Hjælm, Brynje, Sværd og Skjold samt en Armbrøst og tre Tylvter Pile. Armbrøsten var en af haardt Træ forfærdiget, staalbesat Bue, der havde Skaft med Rende for Pilen; man spændte den, idet man holdt Buens Runding fast ved Jorden ved at træde i en Bøjle, bukkede sig og fæstede en Krog, der hang ved Bæltet, om Strengen; ved at rejse sig drog man derpaa denne op bag ved en Knap, der kunde holde den spændt, indtil Pilen blev sluppet løs. Armbrøstens Skud vare sikre og kraftige. Pave Innocens havde forbudt dens Anvendelse mod Kristne, men uden Held. Kunde Styrismanden ikke selv skyde med den, maatte han have en Skytte til at betjene den.
Det var en betroet og anset Stilling, som Styrismanden indtog, og den gik ejendommelig nok i Arv til ægte Søn, Fader eller Broder, ikke derimod til Slegfredsøn, selv om han var kuldlyst, og ikke paa Spindesiden; fandtes de nævnte Slægtninge ikke, hjemfaldt Skipænet til Kongen.
Med den Del af Samfundet, som udgjorde Folkets øverste Lag — man vilde i en senere Tid sige Landets Adel — var der paa Valdemarernes Tid foregaaet en stor Forandring. De gamle Slægter, der i Svend Estridsens og hans Sønners Dage havde haft saa stor en Betydning i Kraft af Tradition, stort Jordegods og kongelige Hverv, bestod endnu, men samtidig var der ud af Bøndernes Kreds vokset en ny og talrig Klasse, der ved sit særlige Krigerkald og ved
