| Huskarlene ere beredne Krigere. | 795 |
de Forrettigheder, som Loven tildelte den, var blevet en egentlig Stand. Og her havde især tre Forhold haft Betydning. Kongemagten var stadig bleven stærkere, den havde derfor langt større Brug for Embedsmænd, tilmed da det Landomraade, som Kongen styrede, var vokset saa overordentligt. Dernæst havde Krigsførelsen ændret sig, især ved at Rytteriet stadig havde faaet større Betydning. Da det endelig var bleven Skik at lønne med Forrettigheder og Undtagelsesstillinger i Stedet for med Pengebetaling, var en særlig Stand kommen til at fremtræde.
Allerede Kong Knud den store havde, da han organiserede Tinglid, søgt at drage netop Mænd af de ansete og rige Familier til den; den ypperlige, kostbare og smukke Udrustning skulde være et Kendetegn paa disse udvalgte Tropper. Derfor maatte disse Krigere ordentligvis have Heste, desuden kunde mange kongelige Hverv, som betroedes dem, kun udføres paa Hesteryg. Derimod foregik deres Kampe egentlig ikke til Hest; til Rytterkamp vare deres Vaaben ikke særlig egnede, og Huskarlene steg af Hesten, naar Slaget skulde begynde. Saaledes virkede de snarest som et beredent Infanteri, hvad jo i senere Tider Dragonerne vare ved deres første Fremtræden, ligesom Nutidens Hære kende Tropper af denne Art. I Danmark, hvor Traditionerne fra Tinglid fortsattes, vedblev i den følgende Tid den tungere og skønnere krigerske Udrustning saavel som bestemte Vaaben at være Særmærke for og Tegn paa det højere Trin i Samfundet, saaledes som vi til Eks. kende det fra Kong Olufs Tid (S. 492). I stedse stigende Grad lagdes desuden Vægt netop paa et Krigerudstyr som Rytter, idet Kampen til Hest fik en stor Rolle i Krigsførelsen. Allerede den udmærkede Hærfører Knud Lavard havde draget Omsorg for at udvikle Rytteriet; blandt de mange Kampe i den følgende Tid vil det erindres, hvordan det raske Udfald med Rytteri fra Lund havde været bestemmende i Fotevigslaget, og at det i Krigene mellem Kongsemnerne ofte kom til Rytterfægtninger. Men Heste, som skulde bære en rustet Kriger, maatte være kraftige og stærke og derhos ved Eksercits øvede i at deltage i Kamp; disse dextrarii vare langt dyrere end almindelige Rideheste, de krævede vel sædvanlig en særegen Svend til Pasning; der var saaledes en ret stor Udgift forbundet med denne Art Krigstjeneste. Man vil paa Valdemarstiden meget ofte finde en Adskillelse fremhævet mellem dem, som gjorde Krigstjeneste til Hest, og andre ledingspligtige, saaledes at det første var Tegn paa en særlig Stand (et Pavebrev omtaler, at man i den frisiske Del af Sønder-
