| De danske Ærkebisper. | 801 |
Det er i det hele mærkeligt at se, at i samme Grad som Kong Valdemar træder i Forgrunden, hvad Forholdet til den romerske Kurie angaar, synes Ærkebisperne at træde tilbage. Her er indtraadt en Forandring siden Eskils og Absalons Tid. Dog maa det jo erindres, at Paverne havde betroet Anders Sunesøn høje Hverv, Innocens havde gjort ham til pavelig Legat for Danmark og Sverige, saa at mange Sager, som ellers skulde gaa til Rom, kunde afgøres af ham, han blev senere tillige Missionslegat med Hedningernes Omvendelse til Formaal og havde faaet stor Støtte af Paven i sin Korstogsvirksomhed. Uagtet alle Anders Sunesøns Fortjenester fylder hans Skikkelse dog ikke paa samme Maade i Tidens Historie som hans tvende Forgængere. Dette ligger sikkert ogsaa i, at Kong Valdemar selv var en saa betydelig Personlighed, hvis Vilje gjorde sig mere gældende end hans Faders og hans Broders. Anders Sunesøn blev ogsaa forholdsvis tidlig standset i sin Virksomhed ved sin Sygdom.
Peder Saksesøn, der blev hans Eftermand paa Ærkestolen, beklædte kun denne i et Par Aar (1224—28); derpaa valgtes Uffe Thrugotsøn til Ærkebisp, han indviedes af Bisp Gunner i Ribe 1229. Uffe synes at have virket sammen med Kong Valdemar i god Enighed — anderledes blev senere Uffes Forhold til Kongens Sønner. Da der opstod en Strid mellem Uffe og Kongen om Indholdet af den kongelige Patronatsret, gav Paven dog karakteristisk nok Kong Valdemar Medhold. I øvrigt viser et andet Forhold os, hvorledes Kongen og Ærkebispen arbejdede Haand i Haand.
Absalon og Anders Sunesøn havde paa alle Maader søgt at gennemføre, at Præsterne levede i ugift Stand og uden Friller, men de havde begge mødt megen Modstand. Biskop Tuve i Ribe var ligeledes ivrig for Cølibatets Gennemførelse, men da Præsterne skød sig ind under, hvad et almindeligt Koncilium vilde bestemme herom, sendte Paven Kardinal Gregorius de Crescentia herop. Han gennemrejste alle Bispedømmer, og da Bisperne derefter samledes i Slesvig Allehelgensdag 1222, fik han en Regel vedtaget om, at Børn af Præster ikke skulde være arveberettigede. Bestemmelsen blev imidlertid
281. Ærkebisp Uffes Segl (Vfo Dei gracia Lvndensis ecclesie archiepiscopvs). ⅓.
Danm. Riges Hist. I 101
