| 802 | Biskop Gunner i Viborg. |
uden Frugter, da disse Børns Slægtninge aldeles ikke vilde udelukke dem fra Arv. Otte Aar derefter kom en Kardinaldiakon Otto som Legat til Danmark og fik nye Bestemmelser mod de gifte Præster gennemførte, men dette bragte Præsterne i Lunde Stift til at indgaa en formelig Sammensværgelse, hvorved de edelig og under Bødestraf lovede hinanden at gøre Modstand i Fællesskab. Ærkebisp Uffe kunde ikke finde sig i en saadan Trods inden for sit eget Stift, og derfor bad han Paven om Tilladelse til at maatte kalde den verdslige Magt til Hjælp mod de Præster, som ringeagtede den kirkelige Straf, og heri samtykkede Paven (1232). Kong Valdemar kom da Ærkebispen til Hjælp. Lange Tider gik alligevel hen, førend Præsterne ophørte al leve med Friller.
Rundt om paa Landets Bispestole sad der kloge og dygtige Mænd, som arbejdede ivrigt i Kirkens Tjeneste. Ingen havde dog en saa fuld Forstaaelse af baade Statens og Kirkens Tarv som Biskop Gunner i Viborg. Gunner var i det hele en mærkelig og sympatetisk Personlighed. Han var over halvhundrede Aar gammel, førend han, som dog var bleven gejstlig oplært, tog Munkekutten; efter i nogle Aar at have været Abbed for Øm Kloster blev han 70 Aar gammel Biskop i Viborg. Dette gik til paa den Maade, at da de viborgske Kanniker ikke kunde blive enige om Valget af en Bisp, tilbød den ovenfor nævnte pavelige Legat Gregorius at bringe en Mand i Forslag, og da de indvilligede heri, udpegede han Abbed Gunner, som han kendte fra de fælles Studieaar i Paris. Gunner blev modtaget med Jubel af Gejstligheden og Borgerne i Viborg (1222). I næsten tredive Aar beklædte han derpaa Bispestolen, saa at han ved sin Død (1251) var hundrede Aar gammel; først i sin allersidste Levetid mærkede han ret Aarenes Tyngde. Uagtet Gunner var en højlærd Mand, som med Glæde meddelte de unge af sin store Viden og disputerede med dem af Hjertens Lyst, var han fuld af Interesse for praktisk Gerning. Sit Bispedømme styrede han udmærket, holdt skarpt Tilsyn med Præsterne, men var dog en mild Dommer i gejstlige Sager; som Taler var han livlig og aandfuld og forstod at fange Tilhørernes Øren, hvad enten han prædikede om de ondes Straf eller de retfærdiges Løn. Fromhed og Retfærdighed lyste ud af al hans Gerning, og ved sin Vandel var han et Mønster for Gejstlige og Lægfolk. Falke og Hunde taalte han ikke paa sin Gaard, men han var i øvrigt en gæstfri Vært og lod de besøgende leve rundeligt. Sine Munkevaner vilde han dog ikke opgive, han bar sædvanlig en tarvelig Kaabe og søgte at overholde
