| Nævninger. | 821 |
Danske at have kendt fra ældgammel Tid. Ikke enhver Retstvist kunde jo henvises til en Afgørelse ved Mededsmænd, hvilken ordentligvis forudsatte, at Borgeren var inden for sin hjemlige Kreds; den kunde ikke paalægges den enestaaende og den, som for Tiden befandt sig i fremmede Omgivelser. Heller ikke fremtraadte i alle Sager Enkeltmand som Saggiver eller Sagvolder; ved Skifte og Arvedeling kunde saaledes Familjens Medlemmer staa med Fordringer mod hinanden indbyrdes. I saadanne Tilfælde laa det nær at udnævne Mænd, der undersøgte Sagen og udtalte deres Skøn om det sande Forhold. Det var derfor i Nordens Lande ældgammel Skik at henvise Sagers Afgørelse til et Nævn. En Kreds af Mænd blev paa Tinge udmeldt til at undersøge Paastandene og derefter sværge om Sagens faktiske Indhold. Medens Mededsmændene svore paa, at Parten havde talt Sandhed, lød Nævningernes Ed paa, at de havde spurgt og ransaget og vidste ej sandere, end at N. N. er skyldig, eller lignende. Oprindelig synes det at have været Regelen, at Nævningerne valgtes af Sagsøgeren, dog saaledes at den sigtede havde Ret til at vrage enkelte af dem, men senere udnævntes de i alt Fald sædvanligst af Tinget. Nævningerne maatte ikke sværge allerede paa det Ting, hvor de udnævntes, idet de nemlig ved en omhyggelig Undersøgelse, ved at udspørge og ved at indhente Oplysninger skulde skaffe sig sikker Kundskab om Sagens rette Forhold.
I øvrigt vare Nævnene af mangfoldig Art, og Retsbrugen meget afvigende i de enkelte Landsdele. Instituttet vandt stadig stærkere Indgang, ja det blev efterhaanden gældende Ret, at staaende Nævn afgjorde alle forefaldende Sager af en bestemt Art. I Jylland havde man saaledes ved Tingene faste, paa eet Aar valgte Nævninger, der svore om visse Sager: Ransnævninger om Ran og enkelte Arter af Tyveri, Biskopsnævninger om Helligbrøde, Skibsnævninger om Sager i Anledning af Udrustningen af Ledingsskibet.
I Jylland gik man endnu videre ad denne Vej. Her fandtes i hvert Herred Sandemænd, nemlig otte Selvejere, to fra hver Herredsfjerding, udnævnte for Livstid af Kongen og tagne i Ed af Ombudsmanden. Sandemænd svore inden for Herredet i Sager om Markeskel mellem forskellige Byer og Herreder og i Ejendomstvister mellem Kirke og Bønder, medens de paa Landstinget svore om Manddrab, Lemmers Afhug, Hærværk og Voldtægt. De skulde ved alle Midler skaffe sig ret Oplysning og svore baade om det saglige Forhold og om den retslige Følge heraf for Parterne. Hvad
