| 822 | Sandemænd. |
Flertallet svor, var afgørende; dog kunde i Tilfælde af Uenighed Kendelsen blive omstødt ved en Appel til de bedste Bygdemænd og Bispen.
Sandemændene fik af den Part, som havde forlangt deres Afgørelse, tilsammen en Betaling af en halv Mark Sølv for hver Sag, hvori de krævedes; denne Løn hed Hesteleje, idet Sandemændene jo skulde færdes viden om. I øvrigt var Stillingen fuld af Ansvar, thi Sandemændene mistede deres Boslod, naar deres Ed blev underkendt.
Det vil af det foran fremstillede ses, at Bevis ved Vidner, hvorpaa Nutidens Rettergang i saa høj Grad bygger, kun sjældent blev anvendt. Selv om Lovene nævne Vidner, skelne de ikke ret mellem dem, som selv have set og hørt, og dem, som kun udtale et Skøn. Megen Betydning havde dog særlig tilkaldte Vidner, saa-ledes naar en Retshandel foregik eller et Aktstykke udstedtes, og hvis der forelaa Tingsvidne — naar »gode Mænd, som paa Tinge vare, vidne om, hvad de dér hørte og saa« — var Modbevis udelukket. Det var først i langt senere Tider, at Bevis ved Vidner fik en almindeligere Anvendelse.
Medens i ældre Tid den, mod hvem en Forbrydelse var bleven begaaet, jævnlig selv skaffede sig Oprejsning ved at tage Hævn over den, der havde forbrudt sig, var der i Valdemarernes Dage paa mange Maader sat Grænser for saadan Selvtægt. Til Gengæld maatte Landets Love og dets Konge sørge for, at Brud paa Samfundsfreden blev straffet. Det fremgaar klart af Straffenes Art og Karakter, at Hensigten med Straffe især var at skaffe den krænkede Erstatning og ved en paaført Lidelse gengælde for det begaaede Brud paa Samfundets Fred. Straffenes Arter vare i øvrigt faa, og netop den Straf, som i vore Dage er saa godt som den eneste, der anvendes mod Forbrydelser, nemlig Fængselsstraffen, var omtrent ukendt i Datidens Samfund. Kun Kongen havde Straffanger, der i Lænker eller mærkede arbejdede som Trælle i hans Gaarde, ligesom politiske Fanger kunde være hensatte i Bevogtning paa enkelte Borge. Derimod fandtes der rundt om i Retskredsene ikke andre Fængsler end til Nød saadanne, der kunde optage den, som var bleven grebet i en Forbrydelse, indtil Dommen var fældet. De Straffe, som Samfundet i Almindelighed anvendte, vare Bøder og Fredløshed, ganske undtagelsesvis Livsstraf.
Datidens Love kendte selvfølgelig en Forskel mellem forsætlig
