| Bøder. | 823 |
Gerning og Vaadeshandling, men selv for den ganske hændelige Gerning maatte man bøde til den, som havde lidt derved eller som kunde føle sig krænket, medens der i saa Fald ikke bødedes til Kongen. For al forsætlig Gerning skulde der derimod ydes Bod, baade til den krænkede og til Kongen som den, der haandhævede Retten i Landet. Og det Onde, som Forbryderen kom til at lide, var sædvanlig en Pengebøde. Den ordentlige mindste Bod var Tremarksboden — i mange Tilfælde skulde der bødes baade 3 Mark Penge til den forurettede og 3 Mark til Kongen — for grovere Forseelser 6 eller 9 Mark, men for den større Forbrydelse betaltes 40 Mark. Denne højeste Bod ifaldt man saaledes, naar en særlig Fred var krænket. Der fandtes nemlig bestemte Tider og Forhold, for hvilke en særlig Fred var paabudt. Saaledes blev Kongefreden overtraadt, naar nogen saarede en anden, medens Kongen var i samme Landsdel eller Egn. Tingfreden blev krænket ved Overfald paa Tinge eller paa den, som drog til Tinge; paa Torvet var der ligeledes paabudt en særlig Fred, allermest naturligvis i Kirken. 1 øvrigt var 40 Marks Boden ogsaa fastsat som Straf for andre store Krænkelser, saaledes for Frihedsberøvelse og anden Voldførsel.
Imidlertid var der Forbrydelser af saa alvorlig Art, at der ikke burde tages Bod for dem, de saakaldte Orbodemaal (S. 815). Naar en saadan Forbrydelse var begaaet, kunde den forurettede og Kongen nægte at tage imod Bøder; især vilde den krænkede kunne hindre, at Forbryderen ved Penge købte sig Fred. Som bodløse Maal kan nævnes: Drab paa Tinge og i Kirke eller naar Fred var tilsagt, Brandstiftelse og voldelig Bortførelse af en Mands Hustru eller Datter. Forbryderen blev da dømt fredløs og havde en kort Frist til »at lede sig Skov og Mose«, men derefter maatte han redde sig, som han bedst kunde, ingen maatte huse ham, inden for Landsdelen kunde enhver ustraffet dræbe ham, og den fredløse kunde være sikker paa, at den krænkede og dennes Slægt vilde tragte ham efter Livet. Hans Formue tilfaldt Kongen. — Undtagelsesvis kunde en Forbryder direkte dømmes til at miste Livet. Dette gjaldt saaledes visse Tilfælde af Mord, Tyveri og Røveri.
Til den ved verdsligt Ting paadragne Straf kom i mange Tilfælde en af Kirken paabudt Straf; den kunde bestaa i Faste, men i Almindelighed var det en Bødestraf, ved meget grove Forseelser endog Bandsættelse.
Om end de Tider vare forbi, da Blodhævn ustraffet kunde tages
