| 824 | Straf for Manddrab. |
for Manddrab, var det kun efter Modstand og Kampe, at Samfundet var naaet saa vidt. Lovene maatte paa mange Maader værne om, at Forhandlingen om en Udsoning kunde føres mellem Drabsmanden og den dræbtes Slægt; de maatte kræve, at det sluttede Forlig overholdtes, og at enhver Bebrejdelse for at have taget mod Bod blev holdt nede. Naar den dræbtes Slægtninge tillod Drabsmanden at bøde, maatte denne sammen med tolv af sine Slægtninge sværge en Jævned-Ed om, at de som Anklagere i en lignende Sag vilde have taget mod samme Bod, som han nu betalte, saaledes at Forligets Indgaaelse ikke gjorde Slægten Skam. Den dræbtes Slægtninge maatte endvidere ved Trygd-Ed tilsværge Drabsmanden og hans Slægt, at de aldrig vilde hævne Drabet »hverken med Raad eller Daad, hverken af baarne eller ubaarne«. »Dermed skulle de lægge Hænder sammen og kysse hinanden«.
Manddrabsboden var ens for alle Stænder og Samfundstrin, efter Jydske Lov trende 18 Mark Penge, i Sjælland og i Skaane 45 Mark. Dertil kom imidlertid en Overbod eller Gørsum (S. 391), som det var overladt Parterne at fastsætte, og ved Bestemmelsen af denne var der Mulighed for at tage Hensyn til den dræbtes eller Drabsmandens særlige Stilling. — Mandebodens Udredelse var et Slægtanliggende, kun den ene Tredjedel betaltes af Drabsmanden selv, de to andre af hans fædrene og mødrene Slægtninge; dog blev der i Skaane paa Valdemar Sejrs Tid indført den Regel, at Manddraberen alene skulde udrede Boden. Af den i Mandebod betalte Sum tilfaldt en Tredjedel den nærmeste Arving, de to Tredjedele de øvrige fædrene og mødrene Frænder.
Den hæsligste Forbrydelse af alle var i Danskes Øjne Tyveri. Saaledes havde det været fra gammel Tid. Et Manddrab kunde mulig undskyldes ved hidsigt Blod og naturlig Lyst til Hævn; Røveri skete dog aabenlyst, men af ussel Vindesyge hemmeligt at bemægtige sig en Ting var oprørende, foruden at det kuldkastede den Sikkerhed for Ejendom, hvorpaa Samfundet maatte bygge. Naar Tyven var greben paa fersk Gerning, var Straffen haardest — i Danmark som i mange andre Landes Love —, Forargelsen var størst og Beviset sikkert, og derfor skulde Tyven, naar det stjaalne var over en halv Mark værdt, straffes med Død paa en saa nedværdigende Maade som ved Hængning. Tilmed var i saa Fald ingen videre Rettergang fornøden; man bandt Kosterne paa Tyvens Ryg og førte ham til Tinge, hvorpaa Ombudsmanden klyngede ham op paa Galgebakken. Helt spagt lyder endda Reglen om det undskyldelige
