| Kong Valdemars venskabelige Forhold til tyske Fyrster. | 841 |
Kong Valdemar havde efter sit Nederlag set, at han maatte , stille sig paa en anden Fod med de tyske Fyrster, som hidtil havde været hans Modstandere. Han havde udsonet sig med Grev Adolf IV, og dennes Datter ægtede hans Søn Abel (S. 775), den unge Konge Erik blev gift med Jutta, en Datter af Hertug Albrecht af Sachsen, og Valdemars Datter Sofie ægtede Markgrev Johan I af Brandenburg. Hertug Barnim af Pommern fik en Slægtning af den danske Konge til Ægte, »for at den gamle Splid, der havde været mellem dette Land og de Danske, kunde blive udsonet«. Kun mod Lübeck optraadte Kong Valdemar paa et enkelt Tidspunkt som Angriber; det var foranlediget ved Kongens Bestræbelse for at genoprette sit Herredømme over Estland, hvad der var det store Maal for Kongens ydre Politik i det sidste Tiaar af hans Regering. Vi skulle nu se, hvorledes det var gaaet med de danske Besiddelser i Estland siden Kong Valdemars Tog herhen 1222.
Allerede inden Kong Valdemar fangedes, havde de Danskes Herredømme herovre været stærkt anfægtet. Øselboerne frigjorde sig og erobrede den danske Stenborg, hvad der blev Tegnet til en almindelig Opstand af Esterne. Disse søgte tillige Hjælp hos Russerne, og Borgen Reval maatte udholde en haard Belejring af en estisk Hær. Den tapre Biskop Tuvo af Ribe slog vel Fjenderne tilbage, men Landet omkring Borgen faldt i deres Vold. Sværdridderne havde samtidig gjort Erobringer paa dansk Omraade; men Esternes Opstand bredte sig saa vidt og støttedes af Russerne med saa store Troppemasser, at Ordenen kom i virkelig Fare.
Biskop Albert maatte atter tænke paa at hverve en Hær af Korsfarere i Udlandet. Han drog af Sted, og det lykkedes ham at samle og at afsende en betydelig Hærstyrke til Livland. Denne bragte virkelig en Vending i Striden; efter at Dorpat var taget, maatte Russerne opgive Kampen og Esterne falde til Føje (September 1224). Paa sin Rejse havde Albert sammen med sin Broder Herman besøgt Kong Valdemar i Fængslet i Dannenberg. Herman var for nogle Aar siden bleven valgt til Biskop i Estland, men havde ladet sig indvie af Ærkebispen af Magdeburg i Stedet for af Ærkebispen af Bremen. Dette havde Valdemar ikke villet taale, og han havde derfor hindret
Danm. Riges Hist. I 106
