| 844 | Overenskomsten om Estland i Stensby 1238. |
sammen med Biskop Vilhelm til det danske Hof i Stensby ved Vordingborg. Her blev den endelige Overenskomst sluttet (7. Juni 1238). Kongen skulde have Landene Reval, Harrien, Jerwen og Wirland, dog skænkede Kongen Ordenen det sydligste af disse Landskaber Jerwen, kun maatte den her ikke anlægge Fæstninger; ligeledes overdrog Ærkebispen af Lund Ordenen al gejstlig Ret over dette Landskab. Kongen og Ordenen lovede hinanden gensidig Understøttelse; naar de i Fællesskab fravandt Hedningerne Land, skulde to Tredjedele tilfalde Kongen, en Tredjedel Ordenen. Begge Parter gave gensidig Afkald paa enhver Fordring om at faa Erstatning for, hvad Skade der var øvet.
Saaledes havde Kong Valdemars kloge Politik atter bragt ham Herredømmet over det Land, han i sin Tid havde underlagt sig ved Vaabnenes Magt. Her var nu store og vanskelige Opgaver at løse for de Danske, der baade skulde forsvare den fjerne Besiddelse mod urolige Naboer og ordne dens indre verdslige og kirkelige Forhold. Men Valdemar begyndte med Kraft at arbejde paa disse Opgaver.
Imidlertid skred Kong Valdemars Liv mod sin Afslutning. Den Gerning, som optog ham i de sidste Uger før hans Død, var Affattelsen af Jydske Lov, og han naaede at faa Loven udstedt (S. 816).
Med Bevidstheden om at have udrettet overordentligt for sit Land udadtil og indadtil kunde Kongen gaa til Hvile. Men vi, som vide, hvordan den lysende Valdemarstid efterfulgtes af et Splidens og Uroens Tidsrum, kunne ikke undlade at spørge, om Roden til meget af det ulykkelige, som senere hændte, ikke kan forfølges tilbage til Kong Valdemars Tid, og om han, som udrettede saa meget, alligevel ikke forsømte at træffe Skridt, som kunde afbøde de fremtidige Farer.
Det er Kong Valdemars store Hæder, at under hans Regering al Uenighed mellem Kongen og hans Stormænd var ukendt. Hans Fader havde ikke uden Kampe opnaaet at faa sin Søn valgt til Tronfølger, og Forrædere havde flere Gange tragtet ham efter Livet. Ogsaa paa Kong Knuds -Tid havde der været Oprør, men under Valdemar Sejr hørtes det aldrig, at der var nogen Modstander inden for Landet. Ligeledes synes det betegnende, at der fra Kong Valdemars Side aldrig mærkes nogen Uvilje mod dem, der havde styret under hans Fraværelse, han vides ikke at have dadlet nogen for den halvtredje Aar lange Fangetid i det tyske Fængsel; hans Mænd have altsaa ogsaa paa den Tid handlet efter hans Ønske. Ja, man
