| Sagnet om Kongens Frygt for Fremtiden. | 845 |
kan maaske sige, at der laa en vis Fare i denne ubetingede Tillid til Kongen. Da den unge Valdemar var 6 Aar gammel, sammenkaldte Kongen Stormændene til et Møde og foreslog dem at hylde Prinsen som Tronfølger, og alle samtykte heri; umiddelbart derefter valgtes han enstemmig til Konge paa Viborg Landsting. Paa samme Maade synes efter Prinsens Død Broderen Erik uden Indsigelse at være erkendt som Tronfølger og Konge. Naar vi se, hvilke Kampe der kort efter Valdemars Død bleve førte om Forfatningsforbold, og hvor megen Tvedragt det senere foraarsagede, at der var Spørgsmaal med Hensyn til Arvefølgen, som vare tvivlsomme, kan man beklage, at Valdemar ikke med den Autoritet, som han besad, havde faaet en Lov vedtaget om flere Enkeltheder af Forfatningsretten. Han havde jo dog ellers øvet en saa betydningsfuld Virksomhed som Lovgiver, og hundrede Aar senere bliver han erindret som Lovføreren, legifer.
Ifølge et Sagn skal Kong Valdemar have set med mørkt Blik ud i Fremtiden. Det blev fortalt af en Forfatter hundrede Aar efter Kongens Død og senere i den danske Rimkrønike, at Valdemar engang, som han skulde stige til Hest, faldt i dybe Tanker og stod ubevægelig en stor Del af Dagen. Da han endelig var »kommet med sine Tanker i Lag« og blev spurgt af en Ridder, hvad han saa dybt havde overvejet, var hans Svar en Befaling til Ridderen om at rejse til Sverige, opsøge en Ridder, hvis Navn han angav, og spørge ham om, hvad Kong Valdemar havde tænkt paa. Ridderen udførte det givne Hverv, og den svenske Ridder gav, efter at have grublet nogle Dage, dette Svar:
- Din Herre — sagde han — tænkte derpaa,
- hvorledes det skulde hans Sønner gaa,
- naar han var gangen af Live,
- men sig hannem det for Sanden saa,
- at Orlog og Tvedragt skulle de faa,
- dog skulle de alle Konger blive.
Mulig har Kong Valdemar ved at lære sine Sønners Karakter nærmere at kende, da de voksede til, frygtet for, at de skulde blive usamdrægtige og hinanden fjendske; han har søgt at afværge Misundelse mod den Broder, som indehavde Tronen, ved at udstyre de andre Brødre med store Forleninger, saaledes som det skete i Valdemars sidste Aarti (S. 786). Imidlertid er det vist, at der i denne Ordning laa en stor Fare, og at man i Udlandet, selv om man havde samme Skik, ogsaa havde uheldige Erfaringer om dens Virkning.
