| Valdemarstidens Slutning. | 849 |
alt det skønne og livskraftige fornyet, som man havde set i Knud Lavards straalende Skikkelse; i Stedet for Helgenglorien, som havde smykket Farfaderen, havde der efter den sejrfulde Erobringstid med den bratte Afslutning lyst en Aftenglans af sjælden Skønhed over Slutningen af Kong Valdemars Regering; den udstraalede fra den smukke Resignation, som Kongen viste, og fra hans uforsagte Evne til at arbejde frem mod nye Maal i Stedet for dem, som maatte opgives. Al den kække Krigerdygtighed, som havde udmærket Valdemar den store, var gaaet i Arv til Sønnen, der kun med endnu større Dristighed havde ført Skjoldet med de tre Løver mellem Hjerter frem i Verden; han havde haft samme Evne til at knytte trofaste Hjælpere og Venner til sig, om han end ikke havde haft den Lykke at have saa storladne Personligheder ved sin Side, som hans Fader havde haft. Uforandret havde gennem det hele Tidsrum Folket vist en Evne til under de store Kongers Førelse at udvikle sig aandeligt og materielt, og alt hvad det i sit indre Liv havde arbejdet paa, opbygget og fæstnet ved Love, gik som en rig Erhvervelse over til Eftertiden, som en indvundet Skat, hvoraf der kunde leves i mørke Tider, indtil atter Dag brød frem, som et Minde, hvoraf det danske Folk kunde indsuge Haab og drage Lære, fordi dette Tidsrum havde saa fuldt som noget andet i Danmarks Historie været rigt paa store Mænd og store Gerninger.
