| 848 | Valdemar Sejr dør 28. Marts 1241. |
ordnende ind; han havde jo ogsaa ladet optegne Oplysninger om Statens økonomiske Forhold, der maatte være nødvendige som Grundlag for Reformer. Han havde arbejdet paa en rigere Udvikling af de højeste Embedsstillinger og de Kontorer, som virkede under dem.
Kong Valdemar døde Skærtorsdag den 28. Marts 1241 i Vordingborg og blev begravet i Ringsted Kirke.
Der findes ingen Skildring af Valdemar Sejrs Udseende og næsten ingen Efterretninger om hans personlige Optræden; ikke heller er noget Udsagn af ham bevaret. Men hans Gerninger give os det fyldigste Vidnesbyrd om hans hurtige, handlekraftige Personlighed, hans Idérigdom og hans Klogskab under de forskelligste Forhold. Den Anseelse, han nød, var ubegrænset og deltes af alle. I islandske Sagaer betegnes han som en af de ypperste Konger, der har været i Norden. Kong Valdemar havde i øvrigt vist særlig Interesse for Islænderne, og af Beretningerne derom lære vi Valdemars litterære Sans at kende, hvorom der ellers mangler Efterretninger. Sturle Sighvatson drog paa en Bodsrejse til Rom; i Danmark tog Kong Valdemar vel imod ham, beholdt ham en Stund hos sig og gav ham foruden andre Gaver en god Hest til Rejsen. Da nogle Aar senere Sturles Fjende Urøkje Snorreson drog paa Pilegrimsrejse, besøgte han Kongen, der ogsaa gav ham en Hest. Urøkje digtede en Vise om Kong Valdemar, og nogle andre Islændere siges ligeledes at have digtet om ham. Længst opholdt dog Olaf Thordarson Hvítaskáld sig hos Kongen, »han lærte af ham mange Kundskaber og hørte af ham mange udmærkede Fortællinger*. Med Olaf havde Valdemar ogsaa Samtaler om Runerne, og han meddelte ham sit Forsøg paa at omdanne denne Skrift (S. 720 f.).
Ved Kong Valdemars Dødsdag har Dødebogen fra Lund optegnet: »han var en saare gudsfrygtig Mand og den kristne Tros nidkære Ven; blandt andre velbetænkte Velgerninger fornyede han ogsaa rundhaandet de Frihedsbreve, som fremfarne Konger havde givet Kirkerne og som ubillige Høvdinger egenmægtigt havde frataget dem. Da hans Dødsaar indtraf, efterlod han hver Domkirke i sit Rige til Minde om sig en kostbar Messehagel. Saaledes gik han bort i den gode Bekendelse og Tro paa Kristus og efterlod et Minde, vel værdt at ihukommes«.
Med Berømmelse vil hans Liv og Gerning mindes, men med Vemod vil det tillige mindes, at med denne Konges Død sluttede Valdemarernes store Tidsalder. I Valdemar Sejrs Personlighed var
