84
havde varet en Time, uden at nogen kaldte ham ind til Davre, saa gik Hans over i Stuen, og dèr fandt han hele den kjønne Familie; Trolden sad for Bordenden, Kællingen sad i Skorstenen, og alle Ungerne reves og sloges ude paa Gulvet.« God Morgen!« sagde Hans, »det er nok Davretid.« — »Den stod der ikke noget om i Akkorden,« sagde Trolden,« men hvad staar der over Døren i Dag?« Hans var ikke meget flink til at læse, men han fik det da stavet og lagt sammen, at der stod: »Ingen Mad i Dag; men i Morgen.« — »Der er længe til i Morgen,« sagde Hans; »den Tid den Sorg.« — »Du kan jo holde dig til Rugen,« sagde Trolden, og saa grinede han. De var just ved at tærske Rug den Gang. Hans gik da ud paa Loen igjen, og han tarsk, og han rensede, og ved Middagstid fyldte han en Tønde Rug i en Sæk og bar den hen til en Kromand dèr i Nærheden. »Min Husbond og jeg har det saadan med hinanden,« sagde Hans, »at jeg faar ingen Føde hjemme; jeg skal holde mig til Kornet, har Husbond sagt. Nu kan du vel koste mig for den Tønde Rug.« Ja, det var Kromanden meget villig til, og Hans fik et rigtig godt Maaltid, og han fik baade sin Madpose og sin Legel godt fyldte. Saa gik han hjem igjen og tarsk videre. Saadan gik den første Dag, og den anden og den tredje gik lige saadan. Der stod altid det samme over Døren, men Hans var lige glad og fornøjet, og der var ikke en sur Mine at se paa ham. Hver Morgen spurgte Trolden: du er da ikke vred? Hans!« Og Hans svarede: »Nej, Husbond! hvad skulde jeg være vred for? Jeg har det jo saa meget godt.« Det kunde Trolden ikke blive klog paa.
Saa den fjerde Morgen kommer Hans ind, og Trolden viser ham igjen, hvad der staar over Døren. Det er lige det selv samme som de andre Dage. Men Hans er lige glad og vil gaa
