83
vilde hen, for han tog lige den samme Vej, som Per og Povl før ham havde taget, og det hændte sig da hverken værre eller bedre, end at hen ad Aften saa mødte han Trolden, som kom kjørende hen ad Vejen. Han holdt stille og spurgte Hans, hvor han skulde hen. Ja, han skulde da ud at søge sig en Tjeneste. »Da er jeg lige ude for at fæste en Karl,« siger Manden; »vil du kanske tjene mig?« — »Hvad er Lønnen?« siger Hans. »Jeg giver en Skjæppe gode Sølvpenge i Halvaarsløn,« siger Manden, »det er en god Løn, véd jeg; jeg vil gjærne have, at mine Folk altid skal være glade og vel fornøjede, ligesom jeg selv er. Derfor gjør jeg den Aftale forud med mine Folk, at hvem af os der bliver først vred, ham skal der skæres en Rem af hans Bug og en Rem af hans Bag, og der skal strøs Peber og Salt i; og dersom det skulde være mig der blev først vred, saa faar Karlen strax sin Løn og kan gaa, hvor han vil; men dersom det er Karlen, der gjør sig vred, saa maa han skruppe af med, hvad han har faaet.« — »Ja, vi kommer nok godt ud af det sammen,« siger Hans. »Det tænker jeg med,« sagde Trolden, og saa gren han, saa Hans kunde se alle hans sorte Hugtænder. »Saa bliver du hos mig, til Kukmanden kommer,« siger han; »til den Tid er vort Fæstemaal ude, hvis vi ikke forinden bliver enige om andet. Og hver Morgen, naar Hanen galer, maa du strax tage fat paa dit Arbejde, og du maa passe at gjøre alt, hvad jeg siger dig.« Det skulde han nok, sagde Hans, og han kom op i Vognen, og saa kjørte de hjem i Troldens Gaard. Nadver var der ingen Tale om; Hans fik det samme Kammer anvist, som hans to Brødre havde haft, og dèr sov han sødelig den Nat.
Om Morgenen Klokken sex galede Hanen, og Hans stod strax op og gik paa Loen, som det var sagt ham. Da det
