82
Bug, og en af hans Bag, og Peber og Salt var drysset i de blodige Saar, og han var smidt paa Porten. Saa elendig og pinefuld som han var, maatte han da nu se at finde Vejen hjem. Den var meget længere; end han havde trot. Der gik mange Dage, inden han fandt hjem, og han maatte da ligge syg længe efter.
Og det var en daarlig Trøst, han fik dèr hjemme; for alle sagde de, at han havde naturligvis baaret sig galt ad og været studs imod Husbonden, som blot vilde sætte ham paa Prøve. Saadan en Tjeneste, hvor man kunde faa en Skjæppe Sølvpenge i Halvaarsløn, den var ikke til at kimse ad. Og Povl gav sig strax paa Vej og vilde se at faa den ledt op. Han forsynede sig med en god Madpose og fulgte den Vej, Per sidst kom fra, og han var da ogsaa saa heldig at møde hans forrige Husbond, der kom kjørende. Manden holdt stille og spurgte Povl om, hvor han skulde hen; og da han borte, at han var ude og søge Tjeneste, saa tilbød han ham den hjemme hos sig og kom da frem med hele Remsen. Povl slog strax til og kom hjem med ham. Han holdt ud i tre Dage og sled og slæbte for Bjærgtrolden, uden at faa enten vaadt eller tørt. Men da der endnu den fjerde Morgen stod den samme Spiseseddel over Døren, saa tabte Povl ogsaa Taalmodigheden og gav ondt af sig; og han fik da selv samme Konfekt, som Per havde faaet, og kom langt om længe hjem igjen i en ynkelig Maade: med en Rem af sin Bug og en Rem af sin Bag og Peber og Salt i Saarene.
Nu gik da de to gamle der hjemme og salvede og lappede paa deres to Sønner og bandede den ugudelige Husbond, som havde handlet saa ilde med dem. Imens gik Tosse-Hans omkring og sagde ingen Ting. Men med ét saa en Morgen var han strøget afsted, ingen vidste hvor hen. Selv vidste han nok, hvor han
