81
vil nok sætte mig paa Prøve. Men i Morgen, stod der over Døren.« Saa tarsk han videre den Dag, til det blev Aften, og han gik sulten til Sengs.
Næste Morgen galede Hanen Klokken fire. »Des før faar vi Davre,« tænkte Per, og han op og i Klæderne og ud i Loen. Han fik Plejlen i Gang; men hvert Øjeblik lod han den hvile, for at høre efter, om der ingen var, som kaldte. Og hvert andet Øjeblik skulde han ogsaa kige ud, om der ingen kom efter ham. Men der kom ingen. Da saa Klokken blev sex, satte Per Plejlen fra sig og gik over i Stuen. Dèr saa' det ud ligesom forrige Morgen: Davre saa' han ikke noget til, men Husbonden sad for Bordenden og saa' saa mæt og saa glad ud, og Madmoderen gik og tumlede med alle de arrige skrigende Unger, som dog heller ikke saa' ud til at have sultet.
»Er du sulten? Per!« sagde Bonden og grinede over hele Ansigtet. »Ja, det har jeg vel Grund til,« sagde Per, »jeg fik ingen Mad i Gaar, og sled hele Dagen, og nu har jeg staaet paa Loen i to stive Timer. Jeg kan nok være sulten.« — »Se, hvad der staar over Døren i Dag!« sagde Trolden. Og Per saa' jo strax, at der stod lige det samme som i Gaar: »Ingen Mad i Dag; men i Morgen.« — »Ja, nu er det i Morgen,« sagde Per,« og nu vil jeg ikke længer finde mig i saadanne Narrestreger. Skal man arbejde, skal man ogsaa have Føden.« — »Du er da ikke vred? Per!« spurgte Trolden lige saa mildt. Jo, bandte Per, det var han; for det var ingen Maade at behandle Folk paa. — »Ja, saa kjender du jo Akkorden,« sagde Trolden, og i det samme var han oppe af Bænken; Kniven havde han ved Haanden, og Hænder havde han paa Skaftet, og Handelav havde han ogsaa; saa det var i en Haandevending, at Klæderne var trukne af Per, og en bred Rem var skaaret ud af hans
