80
Og det var jo en svær god Løn. Saa sagde han jo Tak! og saa fæstede han sig til den fremmede Mand. Han kom op i Vognen til ham, og det gik strygende, til de var hjemme. Det var da Sengetid; Per kom i sit Kammer og sov den Nat.
Klokken sex galede Hanen, og Per kom strax i Klæderne og ud paa Loen, som Husbond havde vist ham om Aftenen, og han gav sig i Færd med at tærske, som der var sagt ham. Han tarsk i én Time, og han tarsk i to; men der var ingen, der kaldte ham til Davre. Saa satte Per Plejlen fra sig og gik over i Stuen; dèr sad Husbond for Bordenden; men Davre saa' han ikke noget til. Sin Madmoder fik han da nu at se; hun var endnu grimmere end Bonden; hun skelede paa begge Øjne og havde to store Hugtænder, der stod helt ud af Munden paa hende. Og en hel Slump grimme sorte Unger, der reves og sledes og hylede som en Ulykke, de var der ogsaa. Det saa' næsten ud til, de alle havde faaet Davre; men der var ingen sat frem til ham.
»Er du sulten? Per!« sagde Bonden, og saa smiskede han og missede med de smaa Øjne, saa de blev helt borte. »Ja,« sagde Per; »vel er jeg sulten; jeg fik ingen Nadver, og nu har jeg hængt i med at tærske i over to Timer.« — »Se, hvad der staar skrevet over Døren!« sagde Trolden, — for det var jo en Bjærgtrold, og intet rigtigt Menneske, Per var kommen til at tjene hos. Han saa' op og læste, at der stod skrevet: »Ingen Mad i Dag; men i Morgen.« Per blev jo lang i Ansigtet. »Er du vred? Per!« spurgte Trolden. »Nej, vist ikke,« sagde Per, og han luskede af som en vaad Hund ud paa Loen igjen. Han havde da heldigvis endnu et Stykke Smørrebrød i Lommen hjemme fra; det kom nu godt til Nytte. »For en Dags Skyld kan man vel nok finde sig i det Indfald,« tænkte han. »Husbond
