107
Ødemarker og Sandheder, over høje Bjærge og dybe Floder, gjennem Sumpe og Myrer, og saadan gik det i mange Dage, altid lige i Øst. Da havde Alexander endnu det Uheld, at hans Hest, som havde baaret ham lige hjemme fra, sank i Bløde og omkom i en Sump, og det var med Nød og næppe, han selv reddede Livet. Saa maatte han fortsætte Rejsen til Fods.
Da mødte der ham en stor rød Ræv, og den talte til ham og sagde: »Bliver du endnu ved dit Forsæt, at du vil finde den Guldfugl?« — Ja, sagde Alexander, han vilde og han maatte finde den eller ogsaa lade sit Liv. »Vil du lyde mig ad,« sagde Ræven, »saa vil jeg hjælpe dig; for jeg véd Vejen.« Det lovede Kongesønnen. »Saa sæt dig paa min Ryg?« sagde Ræven,« og hold dig godt fast i mine Øren; for Vejen er lang og den er vild, og vi maa se at komme rask afsted.« Saa satte han sig op, og Ræven fór afsted med ham over Stok og Sten, i en flyvende Fart, gjennem en Skov saa tyk og saa tæt, at ingen Solstraale kunde naa Jorden. Alexander maatte dukke sig ned for alle de Grene og Tjørne, de fór igjennem; han blev pisket og reven, saa Blodet flød af ham; men han holdt sig godt fast hele Dagen igjennem. Saa ud paa Aftenen kom de igjennem Skoven.
Da sagde Ræven: »Se nu op, Alexander, og sig, hvad du ser!« — »Jeg ser en Stjærne ret i Øster,« sagde han. »Det er det Slot, som vi skal til,« sagde Ræven, »dèr bor Guldfuglen. Men skal det lykkes dig at faa den fat, saa maa du være mig tro og lyde mine Ord, Naar vi kommer til Slottet, saa kaster jeg Søvn paa alt, baade ude og inde. Saa rykker du et Haar af min Hale, og hver en Laas for Port eller Dør, som du holder det for, den aabner sig for dig. Saa gaar du op i Højeloftssalen, dèr hænger Fuglen og sover i et Bur af Guld;
