106
svirede og turede og tænkte aldrig mere enten paa deres syge Fader eller paa den Guldfugl, de skulde opsøge.
Da en rum Tid var gaaet, og der heller ikke spurgtes nogen Tidende fra den anden Kongesøn, saa bad da Alexander sin Fader om, at han maatte rejse. Faderen vilde jo meget nødig skille sig ved sit sidste Barn; men Alexander blev ved at bede, til han endelig fik Lov. Kongen vilde nu have ham udstyret ligesom hans to ældre Brødre; men det vilde Alexander ikke vide noget af. Det var kun til Besvær og til Sinkelse, mente han, med alt det Følgeskab, og han red da afsted ganske alene og tog kun saa mange Guldpenge med, som han selv kunde føre. Han kom ogsaa raskere afsted end Brødrene; for han gjorde intet Spræl og søgte ingen Forlystelser paa Vejen, men skyndte sig fra Sted og til Sted, og saadan kom han da ogsaa til den Stad, hvor hans Brødre holdt til.
Han traf dem ogsaa begge ved et prægtigt Gilde med Dans og Sang og Bægerklang; de bød ham velkommen og sagde, at her kunde han faa det lige saa godt som de havde det, naar han blot havde dygtig Penge i Lommen. »Men det har jeg ikke,« sagde Alexander, og han sagde dem da, at han vilde ud og finde den Guldfugl, hvis Sang skulde helbrede deres Fader. Dersom de ikke vilde følge med ham, at lede efter Fuglen, saa skulde de da rejse hjem til deres syge Fader. Men det vilde de ikke høre noget om. »Rejs du bare!« sagde de, »vi har det alt for godt her. Vor Fader er snart gammel nok og skulde heller lægge sig til at dø end at kigge efter den Fugl, som dog aldrig bliver funden.«
Saa blev de, hvor de var; men Alexander biede kun Natten over, saa red han videre ad Østerleden. Men nu gik Vejen ikke gjennem blomstrende Haver og duftende Enge, men over
