105
Fjeren at se af den Fugl som hver St. Hans Nat havde brudt Blomsten af. Da sagde han: »Ja, nu er der kun ét, der kan skaffe Kongen hans Helbred igjen; men det er ogsaa sikkert, om det kun kan faas. Naar Kongen hører den Guldfugls Sang, saa bliver han strax frisk. Men den Fugl bor i et Slot mange Tusende Mile borte, langt øster paa ved Solens Opgang.«
Da Kongesønnerne hørte det, saa sagde strax den ældste, at den Fugl vilde han hente, om den saa var ved Verdens Ende, og han vilde skaffe den, enten den saa skulde kjøbes eller røves. Han blev da udstyret ganske som han vilde, fik et prægtigt Følge af Junkere og Tjenere og Rideknægte og en styrtende Mænge Guldpenge. Han red saa afsted ad Østerleden fra det ene Land og til det andet. Hvor han kom frem, dér slog han stort paa og levede højt og gav sig gode Stunder. Omsider kom han til en Stad, der laa ligesom i den dejligste Have, hvor Solen skinnede. Roserne blomstrede, og Fuglene sang hele Aaret rundt, og der var fuldt op af skjønne Kvinder og gode Vine. Dèr slog han sig til Ro og levede i Sus og Dus og slog helt af Tankerne, hvad Ærende han rejste i.
Da en god Stund var gaaet, uden at den syge Konge fik noget Bud eller Tidende fra sin ældste Søn, saa bad den anden Søn, om han ikke maatte rejse ud, for at finde sin Broder og for at hente Guldfuglen. Og han blev da udstyret, ganske som sin Broder, og han førte sig op, ligesom han, og rejste for sin Fornøjelse fra Sted og til Sted ad samme Led, som Broderen havde taget. Og saaledes kom han da ogsaa til den yppige Stad, hvor Broderen havde slaaet sig til Ro. Dèr traf han sin Broder i lystigt Lag, og han fik strax lige saa god Smag paa det Levned, dèr fortes. Og de to Brødre blev nu sammen og
