131
saadan hed Drengen, »du maa fodre det godt; saa kan vi dog have nogen Nytte af det.« Hans holdt meget af sit lille Øg, som han kaldte det, og han fodrede det, og han striglede det og var rigtig god ved det. Det maatte da ogsaa gjøre Gavn for Føden; men da Bonden havde tilsaat, saa siger han til Hans: »Nu kan du i Morgen ride Øget ind til Kjøbsteden og faa lagt to Sko under det, men ikke flere; for nu vil jeg sælge det.«
Det var Hans ikke meget for; han vilde helst beholde sit lille Øg. Da han kom ind til Kjøbsteden og fik lagt de to Sko under det, saa kom der en enøjet Mand til ham og gav sig i Snak med ham: om han vilde sælge ham den Hest? »Den skal koste to Hundrede Daler,« sagde Hans da for Spøg. »Det er meget for den,« sagde Manden, »men lad gaa! du skal faa dem.« — »Nej,« sagde saa Hans, »jeg tør ikke sælge den, for den hører ikke mig, men min Fader til.« — »Saa kan du gaa hjem og spørge ham, om du maa,« sagde Manden. Men det vilde Hans ikke; han satte sig op paa Øget og red det hjem; men han sagde ikke noget til Faderen om, at han havde kunnet faa to Hundred Daler for det.
Kort Tid efter var der Hestemarked i Kjøbsteden, og saa siger Bonden til Hans: »Nu skal du pudse Øget; det skal til Marked i Dag.« Hans blev meget bedrøvet og bad om, at han maatte tage til Marked med det. Men Faderen vilde selv. »Saa maa Fader forlange tre Hundred Daler for det,« siger Hans. »Du er jo gal, Dreng!« siger Faderen, »jeg véd nok selv, hvad Øget er værdt: det er ikke ét Hundred Daler værdt.« Saa fortalte Hans, at der var budt ham to Hundred for det. »Saa er du ogsaa en god Tosse,« sagde Faderen, og dermed gav han
