132
Hans et Ørefigen. Saa satte han sig op og red til Marked med Dyret. Men han tænkte dog paa, hvad Hans havde sagt ham, og naar nogen spurgte ham, hvad den Hest skulde koste, saa sagde han rask: tre Hundred Daler. — Kjøberne lo jo ad ham og sagde, det var ogsaa en Pris for saadan en Rallike, som ikke var ét Hundred værd. Men Bonden slog ikke af, og omsider kom der da en gammel enøjet Mand, han tingede ikke med ham om Prisen, men gav ham de tre Hundrede Daler, og saa fik han Øget. Bonden gik saa hjem og var ikke lidt glad ved den gode Handel. Men Hans græd og var meget bedrøvet. Da Faderen næste Morgen søgte efter ham, var han ikke til at finde. »Han er nok løben efter Øget,« sagde Moderen, og der med slog de sig til Ro.
Hans var ganske rigtig løben efter sit kjære Øg. Inde i Kjøbsteden fik han opspurgt, at den Mand, som havde kjøbt Hesten, han var rejst til et Sted, som laa hundrede Mile borte. Det var en rig Mand, sagde de, og en fornem Mand, han hørte nok til oppe paa Kongens Slot. Hans gav sig strax paa Vejen og naade da omsider ogsaa alle de hundrede Mile bort, og dèr gik han lige til Kongens Slot og bad om at faa Tjeneste som Stalddreng. Det fik han ogsaa; men han fandt ikke Øget i Kongens Stald.
Saa en Dag ser Hans, at der holder en lille Kane ude paa Slotspladsen, og Kanehesten, det er da ingen anden end hans eget kjære lille Øg. Hans blev jo glad, og han gik hen og klappede det og kjælede for det. I det samme træffer det sig, at Kongens yngste Datter, hun var endnu kun et Barn, kommer løbende forbi, og da hun ser Hans staa ved det lille Øg, saa siger hun: »Saadan en lille Hest vilde jeg gjærne have,
