133
den kunde jeg vist baade kjøre og ride. Tror du ikke? Hans!« Jo, det vidste Hans bestemt, han kjendte Hesten, sagde han, og det var det raskeste og det troligste lille Dyr, der var til. Hun løb op til sin Fader Kongen og bad ham kjøbe den lille Hest til hende. »Det er jo et grimt lille Kræ,« sagde Kongen, »du maa tage, hvilken Hest du vil i min Stald; dèr er kjønne Heste nok.« Men hun havde nu faaet saadan en Lyst til det lille Øg, og hun blev ved at bede, til Kongen sagde ja og kjøbte det til hende. »Pas den nu rigtig godt, Hans!« sagde den lille Prinsesse, og det lovede han jo gjærne, og det holdt han ogsaa, saa den blev Dag for Dag smukkere, og den lille Prinsesse baade kjørte med den og red paa den og holdt saa meget af den.
Da nogen Tid var gaaet, saa træffer det sig, at Kongens ældste Datter — for Kongen havde to Døtre og ingen Sønner — hun havde været ude at fiske, og dèr havde hun mistet en Fingerring, hun havde faaet efter sin Moder, og som baade var en stor Kostbarhed og oven i Kjøbet var en Lykkering. Baade hun og hendes Fader Kongen blev da meget ulykkelige ved det, og Kongen lod søge efter den paa alle Maader; men den blev ikke funden. Til sidst lod Kongen bekjendtgjøre, at den, som kunde bringe Prinsessens Ring, skulde faa hende til Ægte og det halve Kongerige med hende. Der var da mange baade Fyrster og Grever og Adelsmænd fra Landet selv og fra andre Lande, som kom og søgte efter den Ring, og der var flere af dem, som satte Livet til ved det; men der var ingen af dem, som fandt den.
Den yngste Prinsesse fik imidlertid sin lille Hest kjærere
