134
med hver Dag, der gik; hun lod lægge fire dejlige Guldsko under den, og hun baade kyssede og klappede den.
Det var en Dag, Hans Stalddreng var ved at vande den lille Hest, da saa' han en dejlig stor Guldfisk ude i Vandet; han sprang ud efter den og vilde fange den, men han fik den ikke fat. Men saa et Par Dage efter, da han igjen vandede Øget, saa sparkede det den samme Guldfisk i Land med sin Fod. Hans bragte Fisken op i Kongens Køkken, og alle skulde da ned, for at se paa den. Og da den blev skaaren op, saa laa Prinsessens Ring inden i den. Saa sagde Kongen til sin ældste Datter: »Ja, nu maa du tage Hans Stalddreng til Ægte: han har bragt din Ring.« Det var Prinsessen ogsaa villig til; og Hans sagde jo heller ikke nej, men han føjede da til, at egentlig var det ikke ham, hvem Æren tilkom for at have fundet Ringen: det var den lille Prinsesses Hest, som havde skrabet den i Land med sin Guldsko.
Da den lille Prinsesse hørte det, saa løb hun ned i Stalden til sin lille Hest, tog den om Halsen og kyssede den og sagde: »Nej, du skal ikke have min Søster; hun kan tage Hans Stalddreng. Men dig vil jeg beholde altid, for du er min allerkjæreste Ven.« Og i det samme, hun havde sagt det, saa var der ingen Hest mere; men der stod en dejlig ung Prins, som hun holdt om Halsen.
Han sagde Tak til, og han fortalte hende det hele, hvordan han var bleven baade straffet og belønnet. Og saa fulgtes de ad op til Kongen, og saa holdt de Bryllup paa samme Dag, som Hans Stalddreng blev viet til den ældste Prinsesse. Den smukke Prins rejste saa hjem med sin Prinsesse til sin Faders Rige, hvor der blev en Glæde uden Lige over at se ham igjen. Han har
