138
det da blive derved, at han skulde arbejde paa Værkstedet sammen med de andre Drenge og Svende.
Det første, den ny Læredreng blev sat til, var at pudse Skiven til et Taarnur, for han skulde have noget, der passede til hans grove Hænder. Men baade det Arbejde og alt det, han siden fik at bestille, skilte han sig ved til sin Mesters store Tilfredshed. Saa hændte det en Dag, at Kongen sendte Bud efter Hof-Urmageren og forlangte, at, hvis han ikke vilde miste sin Bestilling, saa maatte han inden en bestemt Tid have gjort Kongen et Ur, der var saadan beskaffent, at det af sig selv kunde gaa rundt paa Bordet, og naar Kongen sagde: »Her sidder Kongen!« blive staaende foran hans Plads og slaa. Det hjalp ikke, at Urmageren klagede sig og sagde, at det var ham helt umuligt i det skulde blive ved det, som Kongen havde sagt.
Da nu Hof-Urmageren kom hjem, spurgte han sine Svende, især dem, der havde været mest paa Vandring udenlands, om de nogen Sinde havde set eller hørt Tale om saadan et Ur. — Nej, det var der da ingen af dem, der havde. Men den ny Læredreng, som naturligvis slet ikke var bleven spurgt, han sagde, at han kunde da nok gjøre saadan et Ur som det, Mester havde snakket om. Men han fik kun Grovheder til Tak for sit Tilbud. Næste Dag, da Mester paa ny klagede sin Nød for Svendene, saa siger Læredrengen igjen, at han kunde ganske vist gjøre saadan et Ur; men han blev ogsaa denne Gag vist af. — Da han Dagen efter kom ind til Mesteren med noget Arbejde og saa' ham sidde og se saa modfalden ud, saa kom Læredrengen for tredje Gang med sit Tilbud om at lave det Ur, som Kongen havde forlangt; men et eget Kammer at arbejde i, det vilde han have.
